Spørgsmål og Svar i forbindelse med en eventuel konflikt på statens område i forbindelse med OK18:
Spørgsmål:
Hvordan er man stillet som fungerende leder – er man leder eller medarbejder?
Svar:
Hvis man er overenskomstansat – og fungerende leder – kan man udtages til konflikt. Hvis man på tidspunktet for konfliktens igangsættelse er fungerende leder, vil man være at betragte som leder.
Spørgsmål:
Kan man gå til eksamen, hvis man er udpeget til at strejke eller er lockoutet? Kan man efter følgende gå til syge-/reeksamen?
Svar:
Det spørgsmål er vi nødt til at vende med CO10.
Spørgsmål/konstatering:
Jeg ønsker ikke at blive udtaget til strejke!
Svar:
Det er ikke forbundet, som bestemmer, hvilke områder, der udtages til strejke. Det er centralorganisationen, som også er den organisation, som har overenskomsten. Men det er forbundet, som oplyser centralorganisationen omkring arbejdsopgaverne, ligesom det er centralorganisationerne sammen med forbundet, som samarbejder med de øvrige organisationer (AC og HK) om at udtage områder.
Spørgsmål/konstatering:
Man bør søge et resultat!
Svar:
Forbundet er enig i, at det havde været bedst, hvis der kunne indgås et resultat! Forbundets hovedbestyrelsen er dog af den opfattelse, at der denne gang skal laves et resultat, som i det mindste giver en reallønsforbedring, så vi kommer det efterslæb til livs, som vi mener eksisterer på vores område. Forbundet så gerne, at der fortsat blev forhandlet, men forbundet må også erkende, at der skal to til en aftale! Og et fornuftigt resultat.
Spørgsmål/konstatering:
Jeg synes, at låneordningen i Lån & Spar er utilfredsstillende! Hvad, hvis man får andet arbejde - i relation til tilbagebetaling af lånet? Et lån vil forringe ens kreditværdighed. Hvad med restferie, der afholdes i april - går feriedagene tabt?
Svar:
Der arbejdes på en model, hvor der udbetales konfliktstøtte fra CO10 svarende til højeste dagpengesats. Dette suppleres så med en eller flere lånemuligheder for de medlemmer, som er omfattet af strejke eller lockout.
Der arbejdes med en model, hvor kontingentet til forbundet efterfølgende bliver sat ned for de medlemmer, der har været omfattet af konflikt, således at nettoudgiften ved at skulle afdrage lån bliver neutral.
Der arbejdes fortsat på den endelige model, som først skal vedtages i hovedbestyrelsen.
Omkring tilbagebetaling - så er det rigtigt, at der er en problematik omkring at få et nyt arbejde, idet ens eventuelle mindre kontingent vil bortfalde ved ny ansættelse.
Med hensyn til kreditværdigheden i relation til andre lån, så vil forbundet præsentere spørgsmålet for Lån & Spar. Men man skal tænke på, at forbundet stiller garanti for lånet i Lån & Spar - krone til krone.
Man mister ikke sine feriedage - ferie aftales, når man vender tilbage til arbejdet!
Spørgsmål:
Når man ikke får løn under strejke - får man så dagpenge?
Svar:
Ja, der er i CO10 fastsat en solidarisk løsning, hvorefter det er fastsat, at hver organisation - uanset ansættelsesform - indbetaler et beløb pr. medlem. Pengene anvendes til at udbetale et beløb svarende til højeste dagpenge (18.633 kr. pr. måned) - og så vil forbundet måske skabe mulighed for et lavtforrentet lån for, at medlemmerne, der er i strejke kan dække sig ind i forhold til det beløb, som man eller månedligt får udbetalt via lønnen. Men modellen afhænger af behandlingen i forbundets hovedbestyrelse.
Spørgsmål:
Jeg er deltidssygemeldt - hvordan skal jeg holde mig?
Svar:
Forbundet vender tilbage med et svar, når dit spørgsmål er vendt med CO10.
Spørgsmål:
Hvordan er reglerne for tjenestemænd og strejke/lockout?
Svar:
Som tjenestemand kan du ikke blive omfattet af hverken strejke eller eventuel lockout. Du kan derfor afholde ferie på samme måde som hidtil, jf. ferieaftalens regler om afholdelse af restferie.
Du kan - hvis vi når ind i en strejke/lockout, ikke blive sat til at lave strejkeramt arbejde, hvorfor en evt. aftalt ferie heller ikke kan trækkes tilbage med henvisning til strejke eller lockout og mangel på arbejdskraft som følge heraf.
Spørgsmål:
Kan man blive udtaget til strejke/lockout, hvis man ikke er medlem af en faglig organisation på statens område, fx. DTS?
Svar:
Nej, man kan ikke blive udtaget til strejke/logout! For forbundets medlemmer gælder, at man kan melde sig ud med en måneds varsel i henhold til vedtægterne. Forbundet opfordrer til, at forbundets medlemmer bakker op om en eventuel konflikt for at opnå den størst mulige effekt ved samlet at lægge størst muligt pres på arbejdsgiver.
Spørgsmål:
Jeg ønsker ikke at strejke – og hvis jeg skal det, så melder jeg mig ud af forbundet!
Svar:
Dit ansættelsesforhold er fastsat via CO10’s hovedaftale eller via CO10’s organisationsaftale for fuldmægtige i SKAT, og derfor er det CO10, som bestemmer, hvem der skal udtages til strejke – selvfølgelig med koordinering via DTS og øvrige centralorganisationer.
Man kan altså godt ønske ikke at ville strejke, men man kan blive tvunget til at gøre det!
Det er alene medlemmer af forbundet, der kan udtages til strejke eller lockout, men ved udmeldelse mister man så de goder, der i øvrigt følger medlemskabet f.eks. forsikringer i TJM Forsikring, leje af ferieboliger m.v.
Spørgsmål:
Kan jeg ikke bare melde mig over i HK og så få fuld løn under konflikt?
Svar:
Du vil ikke være på HK’s overenskomst, hvorfor du ikke vil kunne få udbetalt fuld løn under konflikt fra HK! Forbundet har valgt lånemodellen, som også Danmarks Lærerforening anvendte ved strejken i 2013.
Det er normalt sådan, at der efter en konflikt vil blive opkrævet et strejkekontingent for at dække de store udbetalinger. Forbundet forsøger via lånemodellen at sikre, at den enkelte har mulighed for at kunne betale sine udgifter.
Det vil ligeledes være op til forbundets kongres, hvis der skal opkræves yderligere kontingent eller hvis der skal fastsættes et strejkekontingent.
Spørgsmål:
Hvorfor er det kun mig som overenskomstansat – og måske kun en mindre gruppe af de overenskomstansatte – der skal låne til lønnen i strejkeperioden?
Svar:
Det er rigtig, at der kan være færre – kun overenskomstansatte medlemmer, der er omfattet af strejke eller lockout – som skal låne, men modellen bygger på solidaritet - at der efter en strejke vil skulle opkræves et større kontingent ved dem, som ikke har været i strejke, men de, der har været i strejke, får et mindre kontingent, således at de medlemmer, som har lånt penge, på sigt holdes skadesfri. De, der ikke har været i strejke, vil så skulle betale kontingentet for de, der har været i strejke.
Spørgsmål:
Hvis jeg har bestilt ferie i april måned – hvad gør jeg så?
Svar:
Reglerne omkring ferie i strejkeperioden er fastsat i PAV (Personaleadministrativ Vejledning) og er følgende:
“Ferie, særlige feriedage, afspadsering, omsorgsdage og opsparingsdage
Ferie, herunder afvikling af særlige feriedage, omsorgsdage og opsparingsdage, samt afspadsering kan ikke påbegyndes efter konfliktens start. Det gælder, uanset om afviklingen har været planlagt forud for såvel varslingen som iværksættelsen af konflikten.
Er ferien, herunder afviklingen af særlige feriedage, omsorgsdage og opsparingsdage, samt afspadseringen påbegyndt før konfliktens start, anses den ansatte for at holde ferien og har ret til at få feriepenge udbetalt. Hvis den ansatte får løn under ferie, har den pågældende ret til at få lønnen udbetalt, også selvom den først kommer til udbetaling under konflikten.
I ferieloven fastslås udtrykkeligt, at ferien begynder ved sædvanlig arbejdstids begyndelse på den første feriedag. Afvikles ferie og afspadsering i forlængelse af hinanden, er det begyndelsestidspunktet for den enkelte type fravær, der er afgørende for, om afvikling kan ske.
Eksempel:
Ferie planlagt fra 1. juni til 22. juni.
Afspadsering planlagt fra 23. juni til 30. juni.
Konflikt begynder 15. juni og er fortsat løbende 23. juni.
Ferien afvikles som planlagt, mens afspadseringen ikke kan påbegyndes, før konflikten er afsluttet.” - direkte citat fra Personaleadministrativ vejledning (derfor eksemplerne).
Spørgsmål:
Jeg er i flexjob – kan jeg også blive udtaget til at strejke?
Svar:
Medlemmer på flexjob kan som andre blive udtaget til at skulle strejke.