SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 32/2007

10. august 2007
Information fra PFA Pension
PFA Pension har bedt os om at viderebringe disse informationer, som især har betydning for medlemmer med kommunal baggrund.

Overflytning af eksisterende depot fra Sampension til PFA
PFA har kontaktet Sampension for at få afklaret, hvor lang tidsfrist medlemmerne har, hvis de ønsker at flytte deres eksisterende depot i Sampension med over til PFA i forbindelse med overgangen til PFA.

Sampension har svaret, at deres udgangspunkt er, at anmodningen fremsættes umiddelbart i forlængelse af optagelsen i PFA - selvfølgelig under hensyn til rimelig tid til kunderådgivning m.v. Ellers skal depotet forblive i Sampension og kan efterfølgende ikke flyttes til PFA.

PFA anbefaler derfor, at det enkelte medlem hurtigst muligt beslutter, hvad der skal ske med deres eksisterende depot i Sampension.

Velfærdsreformens konsekvenser ved oprettelse af pensionsordning efter 1. maj
Velfærdsreformen har bl.a. den konsekvens, at pensionsalderen forhøjes fra 60 år til 62 år. Det betyder, at oprettelse af pensionsordninger efter 1. maj 2007 automatisk vil få udløb ved 62 år.

Der er dog en undtagelse: Hvis et medlem ved overgang til PFA ønsker at bevare den tidlige pensionsalder på 60 år kræver det, at man overfører sit depot fra Sampension til PFA. Ellers bliver pensionsalderen på den nye ordning i PFA Pension tidligt 62 år jf. velfærdsreformen.

Mulighed for at “fortryde” valg af pensionsselskab og flytte til PFA inden 1. april 2008
Hvis et medlem med kommunal baggrund har valgt at overgå til de statslige aftaler inden 1. april 2008, men har valgt at beholde deres eksisterende pensionsselskab, så har SKATs Hovedcenter oplyst, at det er muligt at fortryde og ændre dette valg til PFA.

Det kræver blot en skriftlig bekræftelse med den ønskede ændringsdato, som skal sendes til SKAT. Gerne sammen med tilmeldingsblanketten fra PFA - f.eks. efter en rådgivningssamtale med PFA, hvor der aftales, hvilke forsikringsdækninger m.v., der ønskes.

Ændringer af præmie til PFA
SKATs Hovedcenter har bedt om, at alt vedrørende nytegning eller frivillig præmie (supplerende indbetaling), af hensyn til Hovedcentret kun kan oprettes, så det træder i kraft efter løbende måned + en måned.

Spørgsmål
Er der spørgsmål vedrørende pensionen (ikke tjenestemandspension), er man naturligvis velkommen til at kontakte PFA Pension på 66 11 09 80 (overenskomstansatte, der ønsker individuel rådgivning i forbindelse med overgang) eller PFA Kundecenter på 70 24 50 22 (overenskomstansatte og tjenestemænd, der har generelle spørgsmål).

Er ønske om et informationsmøde - eller er der overordnede spørgsmål til pension - kan man altid kontakte kundechef Claudia Kjeldgaard, PFA, på 39 17 55 15.

Man er naturligvis også velkommen til at kontakte Jan Nørner i DTS-Sekretariatet, hvis der er spørgsmål omkring pension.

Hent NYT fra DTS nr. 32/2007 i pdf-format her.