SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 35/2007

30. august 2007
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ekstraordinært møde den 29. august 2007.

På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende sager:

OK 2008
Hovedbestyrelsen havde en afsluttende drøftelse af forbundets krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2008. Kravene skal nu indsendes til forbundets centralorganisation CO II, hvor der sker en samling af kravene fra centralorganisationens medlemsorganisationer.

Dansk Told & Skatteforbund ønsker bl.a., at der bliver fokuseret på generelle lønstigninger, på forbedring af basislønningerne på forbundets organisationsaftale (overenskomst) og på aftalen om Ny Løn for tjenestemænd, samt at der afsættes en særlig pulje til udligning af uhensigtsmæssige lønforskelle, som er opstået efter etableringen af SKAT.

I forlængelse af behandlingen af forbundet krav, havde hovedbestyrelsen en bred debat om lønforholdene i SKAT. Forbundets lønpolitiske udvalg arbejder videre med forberedelserne til forhandlingerne med SKATs hovedcenter om en ny lønpolitik i SKAT.

Fleksordning
Hovedbestyrelsen behandlede SKATs seneste forslag til en ny fleksaftale, som blev udleveret til personaleorganisationerne på et møde mellem organisationsformændene og HR-direktør Kirsten Otbo på et møde den 24. august 2007.

Forslaget fra HR i SKAT indeholder bl.a. elementer omkring honorering af over- og merarbejde. Dette spørgsmål mener Dansk Told & Skatteforbund principielt ikke hører hjemme i en fleksaftale, men bør indgå i en egentlig arbejdstidsaftale for SKAT.

Det er intentionen, at den nye fleksaftale skal træde i kraft den 1. januar 2008.

Sager om forflyttelser
Forbundets advokat er nu i dialog med Kammeradvokaten, som repræsenterer SKAT, omkring indgåelse af procesaftale og suspensionsaftale.

Forbudets sekretariat er fortsat i dialog med advokaten omkring en række andre principielle spørgsmål i forbindelse med de uansøgte forflyttelser samt forflyttelserne i forbindelse med etableringen af SKAT.

Arbejdsmiljøundersøgelsen
Dansk Told & Skatteforbunds arbejdsmiljøudvalg er nu i fuld gang med at behandle og bearbejde resultatet af forbundets undersøgelse af arbejdsmiljøet i SKAT.

59,5% af forbundets medlemmer deltog i undersøgelsen, hvilket er en tilfredsstillende svarprocent som samtidig sikrer, at undersøgelsens resultat er valid.

Det forventes, at arbejdsmiljøudvalget er klar med en rapport om undersøgelsens resultat om en måneds tid.

Renovering af DTS-Huset
Renoveringen af Hjalmar Brantings Plads 8 skrider frem efter planen. Som altid, når der sker renovering af ældre huse, er der dukket nogle uforudsete ting op - bl.a. har det været nødvendigt at nyopbygge tårnets tagkonstruktion på grund af råd samt lave asbestsanering af det gamle varmeanlæg. Disse uforudsete udgifter betyder samlet en ekstraregning på ca. 230.000 kr. incl. moms. Der har været en konstruktiv dialog med byggerådgiver og entreprenør omkring en række øvrige ekstraudgifter - bl.a. til yderligere stilladsleje på grund af længere byggetid end beregnet, til ekstra pudsning af facade og til yderligere vinduer i mødelokalet - således at disse ekstraudgifter ikke kommer til at belaste Dansk Told & Skatteforbund.

Det forventes nu, at renoveringen er afsluttet ultimo september.

Majbritt Jørgensen på barselsorlov
Dansk Told & Skatteforbunds bogholder Majbritt Jørgensen går på barselsorlov den 1. september 2007.

Under Majbritts orlov passes økonomifunktionen af en vikar, der forventes at være i sekretariatet et par dage om ugen. Medlemmerne må derfor have lidt tålmodighed, hvis der kan være marginalt længere ventetid på at få udbetalt udlæg m.v.

Hent NYT fra DTS nr. 35/2007 i pdf-format her.