Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde onsdag den 16. september 2015. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:
Situationen i SKAT
Mødet var naturligvis præget af den aktuelle situation i SKAT, med de store problemer, der er kommet frem i den seneste tid.
Hovedbestyrelsen havde en bred debat om de problemer, der er i SKAT – og naturligvis i særlig grad på inddrivelsesområdet.
Der er ingen tvivl om, at inddrivelsesområdet er stærkt nødlidende, og medlemmerne i inddrivelsen lider under det – ikke mindst efter de problemer, der er med EFI og beslutningen om stop for den automatiske inddrivelse.
Dansk Told & Skatteforbund har i den aktuelle situation derfor særlig fokus på forholdene på inddrivelsesområdet – og på at arbejde for at sikre, at medarbejderne på inddrivelsesområdet ikke lider overlast.
Der er en tæt og løbende dialog mellem formand for TR-forum Inddrivelse Lene Höilund og SKATs direktør for inddrivelse, Jens Sørensen.
Der er dog ingen tvivl om, at situationen for hele SKAT – og for Skatteministeriet – er meget alvorlig, og Dansk Told & Skatteforbund skal derfor appellere til skatteministeren og Folketingets partier om på tværs af politiske og ideologiske skel at gå sammen om en holdbar plan for genopretningen af SKAT, som kan bringe ro for SKATs medarbejdere, fagligheden i fokus og genskabe borgernes tillid til SKAT.
Det er åbenlyst, at Finansministeriets besparelseslinje gennem mere end 10 år har spillet fallit og ødelagt forudsætningerne for et effektivt og velfungerende skattevæsen.
Alle partier, der har været regeringsbærende siden etableringen af SKAT i 2005 har et medansvar for den situation, SKAT er i i dag. Det bør derfor også været et fælles ansvar at genoprette det skattevæsen, som er en væsentlig forudsætning for det danske velfærdssamfund.
Arbejdstid
Dansk Told & Skatteforbund har drøftet mulighederne for at indgå mere fleksible aftaler på arbejdstidsområdet med SKAT.
Udgangspunktet har været medlemmernes ønsker til mulighed for større fleksibilitet – bl.a. omkring normperioden.
Det tegner til, at der sandsynligvis kan indgås aftaler for fagkonsulenter, specialkonsulenter samt chefkonsulenter – samt muligvis for medlemmer i kontinuerlig tjeneste.
Hovedbestyrelsen drøftede derfor rammerne for disse aftaler og gav mandat til de videre forhandlinger i SKAT.
Har du modtaget et brev fra PFA for nyligt?
Hvis JA, så er du én af de tjenestemænd, der har et pensionsdepot i PFA, som SKAT ikke længere indbetaler pensionsbidrag til.
I det seneste nummer af Dansk Told & Skat kunne du læse en artikel, hvor PFA anbefalede at overføre dit ”hvilende depot” til PFA Plus. Men hvad betyder det helt konkret, og hvad koster det?
Hidtil har dit ”hvilende depot” været en PFA Konto med en gennemsnitsrente tilknyttet en ydelsesgaranti, der sikrer dig en minimumsudbetaling, når du går på pension. Denne ordning koster dig 58 kr. om måneden i administrationsgebyr, og det er Dansk Told & Skatteforbunds opfattelse, at administrationsomkostningerne er for høje set i forhold til det afkast (forrentning af pensionsopsparing), du har oplevet. Derfor er forbundet gået sammen med andre fagforbund for at få lavet en ny ordning med PFA, og det er her PFA Plus kommer ind i billedet.
PFA Plus er en pensionsordning, hvor afkastet på din pensionsopsparing følger den løbende udvikling på de finansielle markeder. Du har ikke længere din ydelsesgaranti, men du har mulighed for et større afkast på din opsparing.
Ikke nok med det, så tilbydes du i den forbindelse et lavere administrationsgebyr end hidtil. Administrationsudgiften vil fremover udgøre 1,1% pr. måned af den seneste pensionsindbetaling, SKAT har foretaget. Dette gælder i de følgende 5 år fra det tidspunkt, hvor dit hidtidige pensionsdepot overføres til PFA Plus. Efter de 5 år vil administrationsgebyret i PFA Plus udgøre 38 kr. om måneden.
Er det så en god idé?
JA, det bestemmer du jo selv, og Dansk Told & Skatteforbund skal da heller ikke anbefale det ene eller det andet. Det forbundet bare kan konstatere er, at gennemsnitsrenten gennem meget lang tid IKKE har kunne følge markedsrenten, der har været højere og som jo er en del af PFA Plus.
Så du bestemmer selv!
Men gør dig selv den tjeneste at læse brevet fra PFA, hvoraf det fremgår, hvad du skal gøre i forbindelse med dit valg. Der er i brevet også er en henvisning til en hotline i PFA, hvor du kan få svar på eventuelle spørgsmål.
Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat v/faglige sekretær Jan Nørner – telefon 26 74 48 41 eller mail jn@dts.dk.
Hent NYT fra DTs nr. 28/2015 i pdf-format her.