SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 37/2007

13. september 2007
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 11. september 2007.

På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende sager:

Lønpolitik
Forhandlingerne mellem HR i SKAT og personaleorganisationerne om en ny lønpolitik skrider frem efter planen - og der er et godt og positivt forhandlingsklima.

I Dansk Told & Skatteforbund arbejder forbundets lønpolitiske udvalg videre som “bagland” for forbundets forhandlere med forslag og oplæg m.v.

Der føres for tiden forhandlinger mellem personaleorganisationerne og HR i SKAT om oprykning af et antal specialkonsulenter - typisk blandt de medarbejdere i SKAT, der i forvejen har en løn, der svarer til aflønning som specialkonsulent.

Hovedbestyrelsen drøftede forhandlingerne om disse oprykninger og gav forbundsformanden mandat til de fortsatte forhandlinger.

Flexordning
Der føres for tiden forhandlinger mellem personaleorganisationerne og HR i SKAT om en ny flextidsordning, som forventes at træde i kraft den 1. januar 2008.

Der er endnu ikke modtaget aftaleudkast fra HR på baggrund af de seneste forhandlinger. Hovedbestyrelsens behandling af en ny aftale afventer derfor dette udkast.

Inddrivelse
Formanden for Dansk Told & Skatteforbunds inddrivelsesudvalg, Mogens Osted, deltog i hovedbestyrelsesmødet og gav hovedbestyrelsen en status på arbejdet i inddrivelsesudvalget samt generelt på inddrivelsesområdet i SKAT.

Hovedbestyrelsen havde en drøftelse af inddrivelsesområdet - bl.a. de problemer, der er med at gennemskue statistikkerne på restanceområdet samt fogedernes belastning af agenttelefonerne.

Hovedbestyrelsen foreslog inddrivelsesudvalget, at der afholdes en temadag, hvor problemerne på inddrivelsesområdet bliver belyst og sat i fokus - og inddrivelsesudvalget vil nu arbejde videre med dette forslag.

Skatteudvalget ser på indsatsstrategien
Formanden for forbundets skatteudvalg, Gert Ingo Leander, præsenterede første udkast af en rapport fra skatteudvalget, som ser nærmere på SKATs indsatsstrategi.

Hovedbestyrelsen havde en drøftelse af rapporten, som skatteudvalget nu vil arbejde videre med.

Undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø i SKAT
Forbundets arbejdsmiljøudvalg er i fuld gang med at analysere på resultatet af undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø blandt forbundets medlemmer i SKAT.

Hovedbestyrelsen skal behandle rapporten og arbejdsmiljøudvalgets forslag til konkrete indsatsområder på mødet i oktober.

Når rapporten er færdig, vil den blive sendt til SKATs direktion - og vil herefter blive tilgængelig på forbundets hjemmeside.

Retssager om forflyttelser
De retssager, der skal køres på baggrund af Dansk Told & Skatteforbunds stævninger af SKAT i forbindelse med de uansøgte forflyttelser, er nu blevet henvist til behandling ved Østre Landsret.

Det er endnu uvist, hvornår sagerne kommer for retten. Forbudets advokat afventer for tiden Kammeradvokatens bemærkninger til stævningerne.



OK 2008
Forbundets hovedbestyrelse har tidligere behandlet forbundets krav, som er sammensat ud fra de drøftelser, der har været i fællesafdelingernes bestyrelser, og de indsendte bidrag, der har været fra forbundets medlemmer. Kravene er sendt til CO II - forbundets centralorganisation.

CO II’s hovedbestyrelse havde den 13. september 2007 første drøftelse af organisationernes indsendte krav, og der vil ske en yderligere bearbejdning i CO II’s sekretariat SKAF, og herefter vil sagen igen blive forelagt CO II’s hovedbestyrelse.

På forbundets repræsentantskabsmøde vil OK ’08 også blive behandlet.

Hent NYT fra DTS nr. 37/2007 i pdf-format her.