SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 4/2016

11. februar 2016

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt møde onsdag den 10. februar 2016. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Situationen i SKAT
Hovedbestyrelsen havde en bred drøftelse af den aktuelle situation i SKAT med særlig fokus på konsekvenserne efter udmeldingerne om de planlagte omflytninger af opgaver og medarbejdere.

SKAT har lanceret muligheden for at etablere seniorordninger for medarbejdere med kritiske kompetencer for at få videregivet de pågældendes kompetencer, inden medarbejderen går på pension. Forbundet har i den forbindelse rejst forslag om, at seniorordningerne udvides, og det vil SKAT nu overveje nærmere.

Forbundet har også opfordret SKAT til at revurdere udformningen af stillingsopslag. Populært sagt at ”drosle ambitionerne” ned, når man formulerer stillingsopslag, så der er en mere realistisk beskrivelse af de kompetencer og kvalifikationer, der skal til for at varetage jobbet, så de i højere grad kan appellere til interne ansøgere.

Hovedbestyrelsen besluttede, at sekretariatet udarbejder et ”opslagsværk” på forbundets hjemmeside, hvor medlemmerne kan få råd og vejledning i forbindelse med de ting, der sker i SKAT som konsekvens af omflytningerne.

I Horsens har tillidsrepræsentanterne valgt at holde møde med ledelsen hver 14. dag og med de omflytningsberørte medlemmer en gang om måneden. Det synes hovedbestyrelsen er en rigtig god idé og anbefaler, at en tilsvarende model anvendes ved andre valgenheder, hvor det er relevant.

Hovedbestyrelsen pegede også på, at medlemmerne bør være opmærksomme på mulighederne for at gøre sig klar til at skifte til nye arbejdsopgaver i forbindelse med de kommende MUS-samtaler.

DR2 starter mandag den 15. februar kl. 22.00 en udsendelsesrække på tre programmer om SKAT under overskriften ”Skeletterne i SKAT”. De to andre udsender vil blive sendt de efterfølgende mandage. Flere af forbundets tillidsrepræsentanter er blevet interviewet i forbindelse med programmerne.

Det forventes, at ”Skeletterne i SKAT” vil give anledning til en del omtale og debat i medierne, og hovedbestyrelsen drøftede, hvilke budskaber forbundet repræsentanter i den forbindelse skal forsøge at bringe frem i debatten. Manglende ressourcer er et nøgleord.

Arbejdstid
Forhandlingerne med SKAT om mere fleksible aftaler på arbejdstidsområdet for grupper af forbundets medlemmer har efterhånden stået på over længere tid.

Der er nu nogle konkrete udkast til indhold i aftaler på de enkelte områder.

For tre af grupperne besluttede hovedbestyrelsen, at de berørte medlemmer skal have mulighed for at stemme om den model, der nu ligger på bordet på deres område. Fuldmægtigene, chefkonsulenterne (samt ”nye specialkonsulenter”) og medlemmerne i kontinuerlig tjeneste vil derfor modtage en mail, hvor de får mulighed for at sige ja eller nej til den foreslåede model på deres område.

For forbundets assistenter, konsulenter og fagkonsulenter (samt ”gl. specialkonsulenter”) opfylder modellerne umiddelbart forbundets krav, og der gennemføres derfor ikke medlemsafstemninger for disse grupper.

Det er fortsat målet, at nye aftaler på arbejdstidsområdet vil skulle kunne træde i kraft pr. 1. april 2016.

Der har også været dialog med medlemmerne i Skatteankestyrelsen og Spillemyndigheden om deres ønsker til aftaler på arbejdstidsområde, og forbundet undersøger nu nærmere muligheden for indgåelse af lokalaftaler for medlemmerne i de to styrelser.

Merete Keller Berdiin er nu advokat
Faglig sekretær, cand.jur. Merete Keller Berdiin har nu afsluttet perioden som advokatfuldmægtig, har bestået advokateksamen med prøvesag og modtaget sin bestalling som advokat.

Merete vil derfor fremover kunne tage sig af en del af de opgaver, som forbundet tidligere har været nød til at sende ud af huset til en ekstern advokat.

Jørn Rise 60 år 16. februar
Forbundsformand Jørn Rise fylder 60 år på tirsdag den 16. februar.

Efter ønske fra Jørn markeres dagen ikke nu. Den vil derimod blive markeret ved en reception på Hjalmar Brantings Plads den 15. april, hvor det er 25 år siden, Jørn startede i Dansk Told & Skatteforbund. Samtidig markeres også, at Jørn den 1. august sidste år kunne fejre 40 års jubilæum i staten.

Der vil senere blive udsendt indbydelse til receptionen i anledning af ”de 125 år”.

Hent NYT fra DTS nr. 4/2016 i pdf-format her.

 
hjemme ill 08