Special- og chefkonsulentorganisationen - med videre
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse besluttede sig i dag for at tiltræde den aftale, som igennem længere tid har været forhandlet vedrørende udnævnelse som special- og chefkonsulenter i SKAT.
Forhandlinger har drejet sig om finansieringen af stillingerne, idet tilbagemeldingerne fra samarbejderne, skattecentrene og endelig Hovedcentret viste, at der var flere end beregnet, som blev indstillet til special- og chefkonsulent.
Når forhandlingerne har taget lang tid – hvilket blandt andet er gået ud over Hovedcentret, hvor man vedrørende de almindelige tillægsforhandlinger har ønsket at afvente udnævnelserne af special- og chefkonsulenter - så skyldes det, at organisationerne og HR i Hovedcentret har forsøgt at få en kabale til at gå op - en kabale, som også kunne indbefatte andre elementer.
Aftalen er nu i hus, hvilket betyder, at der nu sker udnævnelse af 258 special- og chefkonsulenter. Dansk Told & Skatteforbund har fået 130 udnævnelser til special- og chefkonsulent.
Herudover betyder aftalen, at der kan udnævnes 75 fra assistentforløbet til konsulent – fordelingen mellem tjenestestederne fremgår af den udsendte information fra HR.
Endelig vil der kunne oprykkes 60 overassistenter i løngruppe 3 fra sats I til II.
Omkring finansieringen – som har været et af hovedproblemerne – er det aftalt, at halvdelen af udgiften tages af sygedagpengerefusionerne, men den resterende halvdel tages af den resterende del af tillægspuljerne (de resterende 13 mio. kr.).
Herudover er det aftalt, at de dynamiske tillæg, der indgår i finansieringen, ikke vender tilbage.
Forbundets hovedbestyrelse har sagt ja til aftalen, fordi der er mange af forbundets medlemmer involveret, ligesom der blev afsat stillinger inden for assistentområdet til henholdsvis konsulentstillinger og oprykninger fra sats I til II vedrørende løngruppe 3 – overassistenter.
Kommentar til HK SKATs Nyhedsbrev nr. 22
Dansk Told & Skatteforbund ønsker bare at knytte følgende kommentarer til HḰs nyhedsbrev:
Det må stå for HḰs egen regning, når man foretager en udmelding omkring forbundets tillidsrepræsentanter og en mulig besiddelse af lister med navne på de medarbejdere, der indgår i forhandlingerne om udnævnelse af chef- og specialkonsulenter.
Det er korrekt, at der rundt i landet har været forskellig praksis for, hvordan tillidsrepræsentanter har været involveret i forhandlingerne omkring oprykningerne og dermed kendskab til de nævnte lister, ja endda besiddelse af listerne via lederne.
Men der er ikke fra forbundets side kendskab til, at forbundets tillidsrepræsentanter skulle have brudt nogen fortrolighed. Det må stå for HḰs egen regning at vurdere dette.
Det dog korrekt i HḰs nyhedsbrev, at der blev forhandlet i fredags på trods af, at der egentlig forelå en aftale, som alle parter havde indgået mundtlig. Men Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse var selvfølgelig nødt til at holde telefonmøde, når der pludselig var ændringer i aftalen - ændringer som bl.a. skyldtes HK. Hent NYT fra DTS nr. 38/2007 i pdf-format her.