DTS på Folkemødet
Dansk Told & Skatteforbund er igen i år med på Folkemødet på Bornholm.
På lørdag den 18. juni kl. 17.30 til 18.30 afholder forbundet en event i FTF-A´s telt på Kæmpestranden i Allinge med overskriften ”SKAT på hovedet – velfærden truet”.
Ved eventen er der et panel, som består af skatteminister Karsten Lauritzen, FTF-formand Bente Sorgenfrey og forbundsformand Jørn Rise med tv-vært Louise Hededam som ordstyrer.
Da vi i maj skulle beskrive eventen til Folkemødet var det med disse ord:
I den seneste tid har SKAT været en væsentlig del af dagspressen, TV nyhederne mv. Ikke altid med positivt fortegn! Er SKAT virkelig det "onde", som SKAT bliver gjort til, eller skal vi i virkeligheden se SKAT som den finansierende del af Danmarks velfærd? SKAT er gennem de seneste 10 år blevet skåret med over 40% i antallet af ansatte, og uanset dette, er der ikke blevet slækket på kravene fra politikerne og samfundet. Hvorfor anser folketingets politikere alene SKAT for at være en udgift for samfundet, når det samtidig er den myndighed i staten, der er med til at sørge for indtægterne til statskassen? Hvorfor ikke vende det hele på hovedet og lave en investeringsplan for SKAT?
Forbundets forslag om at lave en investeringsplan for SKAT er ikke blevet mindre aktuelt af, at skatteministeren i mandags lancerede sine tanker om netop at fremlægge en investeringsplan for SKAT efter sommerferien. Et emne, han nu vil have mulighed for at komme nærmere ind på under eventen på Folkemødet.
Følg eventen på nettet via FTF-A
Vi håber naturligvis, at der vil møde mange op i teltet i Allinge og deltage ved eventen. Men alle medlemmer har mulighed for at følge debatten live på nettet.
FTF-A har nemlig besluttet at live-streame eventen på deres særlige folkemødehjemme folkemoede.ftf-a.dk.
Så vi håber, at mange medlemmer rundt omkring i landet vil følge eventen via FTF-A´s hjemmeside.
Der vil senere blive lagt en redigeret version af eventen på forbundets hjemmeside.
Hent NYT fra DTS nr. 11/2016 i pdf-format her.