Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde onsdag den 24. august 2016.
På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:
Finanslov 2017
Regeringens forslag til finanslov for 2017 forventes offentliggjort på tirsdag den 30. august.
Forud for – eller i forbindelse med – forslaget til finanslov forventes det også, at regeringen kommer med det konkrete udspil til indholdet i en investeringsplan for SKAT.
På nuværende tidspunkt foreligger der ikke noget konkret om indholdet af investeringsplanen, men medierne er allerede i gang med en række rygter – bl.a. at Inddrivelse og Ejendomsvurdering bliver udskilt i selvstændige styrelser under Skatteministeriet.
Der var derfor ikke ret meget konkret for hovedbestyrelsen at forholde sig til – men for at forbundet er forberedt til de forskellige ting, der forventes at komme i forbindelse med finanslov og investeringsplan, havde hovedbestyrelsen en bred debat om alle aspekter i forhold til fremtidens SKAT.
Hovedbestyrelsen besluttede, at der om nødvendigt afholdes et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i næste uge.
Dansk Told & Skatteforbund har det klare mål, at der i finansloven/investeringsplanen skal afsættes ressourcer til ansættelse af flere medarbejdere til at løse opgaverne i SKAT. Især er der behov for investering i flere ressourcer til løsning af driftsopgaver og sikring af fagligheden i SKAT – bl.a. gennem oprettelse af og rekruttering fra en professionsbacheloruddannelse i skat.
Skatteministeriet har i de kommende år et milliardstort investeringsbehov på it-området, men det er ganske enkelt ikke nok, hvis investeringsplanen kun indeholder it-investeringer og strukturændringer. Der må også flere medarbejdere til for at sikre faglighed og en forsvarlig varetagelse af driftsopgaverne – især på indsats- og inddrivelsesområderne.
Hovedbestyrelsen drøftede forbundets samarbejde med FSR – danske revisorer, og der var fuld opbakning til det samarbejde, der er indledt, og som i første omgang har ført til et debatindlæg i Politiken fra Jørn Rise og administrerende direktør i FSR, Charlotte Jepsen.
Nogen har læst forslaget om skattekontrolfordel for ”medspillere” som om, at SKAT her skal uddelegere en myndighedsopgave til revisorerne. Det er bestemt ikke tilfældet – og som det også fremgår af debatindlægget, så er det klart, at der også overfor disse virksomheder kan opstå forhold, som gør, at kontrolbesøg og myndighedsudøvelse fra SKAT bliver nødvendigt.
Det er klart forbundets holdning, at egentlige myndighedsopgaver kun skal varetages af en offentlig myndighed – ikke af private revisorer eller andre mulige aktører.
Tillægsforhandlingerne
Hovedbestyrelsen drøftede status på tillægsforhandlingerne, som nu også er gået i gang i Indsats, Inddrivelse samt HR og Stab.
Informationer om tillægsforhandlingerne – bl.a. tidsplaner for de enkelte forretningsområder – er samlet på forbundets hjemmeside her.
I Inddrivelse er det aftalt omkring forhandlingerne på baggrund af et krav fra ledelsen, at det er en forudsætning for et tillæg, at medarbejderen har haft en lønsamtale. Forbundet skal derfor opfordre medlemmer, som ønsker at komme i spil til et tillæg, til at tage kontakt til deres nærmeste leder og få aftalt en lønsamtale.
Repræsentantskabsmøde
Der er nu sendt indkaldelse ud til repræsentanterne til Dansk Told & Skatteforbunds repræsentantskabsmøde den 25. og 26. oktober 2016.
Indkaldelsen kan ses her på forbundets hjemmeside, hvor der også fremgår nærmere omkring de valg af koordinerende tillidsrepræsentanter, der skal ske på repræsentantskabsmødet.
På repræsentantskabsmødet skal der også ske foreløbig godkendelse af forbundets årsregnskab for 2015.
Hovedbestyrelsen underskrev regnskabet på hovedbestyrelsesmødet og indstiller det til foreløbig godkendelse på repræsentantskabsmødet.
Den endelige godkendelse af regnskabet sker på kongressen i 2017.
Det endelige program for repræsentantskabsmødet afventer, hvad der sker i SKAT.
Forbundets 10 punkter
Dansk Told & Skatteforbunds ti punkter med problemer i SKAT – og forslag til løsninger – som er præsenteret i det seneste nummer af Dansk Told & Skat, er blevet afleveret til ledelsen på mødet i SKATs Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) den 23. august 2016.
Ledelsen har kvitteret for de ti punkter, og de skal drøftes nærmere på det kommende møde i HSU.
Hent NYT fra DTS nr. 13/2016 i pdf-format her.