SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 21/2017

3. juli 2017
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ekstraordinært møde fredag den 30. juni 2017, hvor situationen omkring etablering det ny skattevæsen var eneste punkt på dagsordenen.

Drøftelserne var på baggrund af en lang række input, der er kommet fra forbundets medlemmer og tillidsrepræsentanter, som har videregivet deres bekymringer omkring, hvor deres arbejdsplads bliver i det ny skattevæsen – og hvilke opgaver, de skal arbejde med. En bekymring og en usikkerhed, som hovedbestyrelsen anerkender og deler.

Hovedbestyrelsen beklager, at præsentationen af planerne for opdeling og lokalisering af det ny skattevæsen er sket på en måde, som har skabt dyb bekymring og usikkerhed omkring situationen blandt en stor del af Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer og øvrige ansatte i SKAT.

Det er især beklageligt, at de vandringsveje, som kan sikre, at nuværende ansatte i SKAT kan se de muligheder, de har omkring deres fremtidige job, ikke er angivet på nuværende tidspunkt, så medlemmerne kan begynde at gøre sig mere konkrete forestillinger omkring den nye organisation.

Dansk Told & Skatteforbund vil vurdere nærmere på tilblivelsesprocessen for de planer, der nu er fremlagt – og på den baggrund arbejde for, om det ikke kan blive muligt at få foretaget nogle justeringer i den fremlagte plan for opbygning og lokalisering af enhederne i det ny skattevæsen.

Dansk Told & Skatteforbund vil gå i dialog med medlemmerne for at arbejde på at få skabt grundlaget for det bedst mulige resultat i forbindelse med etablering af det ny skattevæsen – både af hensyn til medlemmerne men også af hensyn til det ny skattevæsen. Udgangspunktet vil i særlig grad være med henblik på at udnytte og bevare de kompetencer, der er i SKAT i dag – kompetencer, som er en helt afgørende forudsætning for fortsat sikker drift i forbindelse med omorganiseringen.

Personaleorganisationerne i SKAT har anmodet skatteminister Karsten Lauritzen om et møde – og går gerne i dialog med ministeren omkring de udfordringer, der er i forbindelse med etablering af det ny skattevæsen.

På mødet i SKATs Hovesamarbejdsudvalg (HSU) i tirsdags blev etableringen af det ny skattevæsen naturligvis også diskuteret, og her åbnede SKATs ledelse op for såvel generelle om individuelle løsninger – og i hele taget at antage en pragmatisk tilgang til de udfordringer, der kommer. En åbning, som Dansk Told & Skatteforbund forventer at se udmøntet i forbindelse med det kommende arbejde.

Indtil der er mere konkret at tage udgangspunkt i – og det forventes først at komme på plads i løbet af efteråret – vil forbundet opfordre medlemmerne til at kontakte deres lokale tillidsrepræsentant eller forbundets sekretariat, hvis der er behov for hjælp, sparring eller bistand.

Hovedbestyrelsen henviser til de kampagner, som forbundets Arbejdsmiljøudvalg har kørt – senest kampagnen ” Hjælp dig selv og andre i et foranderligt SKAT”. Læs nærmere om kampagnerne her.

Forbundet planlægger også en række medlemsmøder – sandsynligvis i september – hvor kompetenceafklaring er på dagsordenen.

Hovedbestyrelsen håber, at medlemmerne får en god sommer på trods af den turbulente tid med frustrationer og usikkerhed.

Hent NYT fra DTS nr. 21/2017 i pdf-format her.

 

hjemme ill 14