Dansk Told & Skatteforbund afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde den 10. og 11. december 2017.
Hovedbestyrelsen brugte meget af mødet til at drøfte og planlægge, hvordan forbundets tillidsrepræsentanter kan støtte medlemmerne, når udmeldingen omkring den fremtidige geografiske placering i det nye skattevæsen kommer.
Planlægningen skete på baggrund af den orientering om processen, som tillidsrepræsentanterne fik på det tillidsrepræsentantseminar, som SKAT afholdt for tillidsrepræsentanter i torsdags.
Der har været afholdt en række møder i Samarbejdsudvalget i forbindelse med det nye skattevæsen. Formændene for personaleorganisationerne har på disse møder fået en dybere – men fortrolig – orientering omkring processen, når udmeldingen kommer. Personaleorganisationsformændene har også haft mulighed for at komme med bemærkninger og stille spørgsmål, men på grund af fortroligheden har det ikke været muligt at inddrage hovedbestyrelsen eller tillidsrepræsentantkredsen i processen.
Målet for hovedbestyrelsen har været at sikre, at der er tillidsrepræsentanter til rådighed for medlemmerne på alle adresser, når udmeldingen kommer, så medlemmerne har mulighed for at søge råd og bistand ved den lokale tillidsrepræsentant.
Samtidig er medlemmerne naturligvis også altid velkommen til at kontakte deres hovedbestyrelsesmedlemmer eller forbundets sekretariat.
Dansk Told & Skatteforbund vender naturligvis tilbage med nærmere i et NYT fra DTS, når den fremtidige geografiske placering er meldt ud, hvilket fortsat forventes at ske i løbet af ugen.
OK ´18
Hovedbestyrelsen drøftede også kommende aftale- og overenskomstforhandlinger i 2018. Kravene på det statslige område bliver udvekslet den 15. december mellem parterne – CFU som er centralorganisationernes fælles forhandlingsudvalg – og Finansministeriet, hvor minister for offentlig innovation Sofie Løhde er den ansvarlige minister.
Der forventes meget vanskelige forhandlinger, og det kan ikke udelukkes, at der bliver tale om konflikt på det statslige område.
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelsen lægger dog meget vægt på, at parterne finder en forhandlingsløsning.
Finanslov 2018
Hovedbestyrelsen drøftede den indgåede aftale om finanslov for 2018.
Dansk Told & Skatteforbund skal beklage, at der ikke var politisk flertal bag en mere markant og generel styrkelse af indsatsområdet i SKAT. Hvis der var opnået enighed om at styrke indsatsområdet med de ekstra 1.000 indsatsmedarbejdere, som det var foreslået fra flere partier, ville det have givet mulighed for en ny start på indsatsområdet i forbindelse med etableringen af det nye skattevæsen. Så ville de besparelser, der er sket siden etableringen af SKAT i 2005, være rullet tilbage.
En reel styrkelse og genopretning af indsatsområdet i den nye Skattestyrelse vil derfor fortsat være et centralt tema for forbundet også i forbindelse med den kommende finanslove.
Dansk Told & Skatteforbund hilser dog velkommen, at det indgår i finanslovsaftalen, at der sker en styrkelse af toldkontrollen med ca. 40 nye medarbejdere. En styrkelse af toldkontrollen har stået højt på forbundets liste gennem en årrække.
Hent NYT fra DTS nr. 39/2017 i pdf-format her.