Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde tirsdag den 22. januar 2008. Forud for hovedbestyrelsesmødet havde hovedbestyrelsen den 21. januar et seminar om kommunikation og evaluering af arbejdet i hovedbestyrelsen.
På det ordinære hovedbestyrelsesmøde behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende:
Fratrædelsesordninger i fagbevægelsen
Der har på det seneste været en del debat omkring fratrædelsesgodtgørelse og pension ved fratræden fra poster i fagbevægelsen - bl.a. på baggrund af eksempler i HK og LO.
I Dansk Told & Skatteforbund er der ikke tradition for at udbetale fratrædelsesgodtgørelser. Dette skyldes, at politisk valgte og medarbejdere i forbundets sekretariat som udgangspunkt har orlov fra deres job i SKAT, og derfor vender tilbage til dette job, når de stopper i forbundet.
Pensionsmæssigt er der heller ingen forpligtigelser overfor fratrådte politikere eller medarbejdere. Der indbetales pension under ansættelsesforholdet. For medarbejdere med fortsat ret til tjenestemandspension indbetales pensionsbidrag til SKAT - og hvis medarbejderen har en højere løn end den, der indbetales tjenestemandspensionsbidrag for, indbetales der 18% af den resterende del af lønnen til pensionsordning i PFA.
Implementering af den nye lønpolitik
For at klæde forbundets tillidsrepræsentanter på til arbejdet med den nye lønpolitik i SKAT, besluttede hovedbestyrelsen, at sekretariatet afholder kurser for medlemmerne af de lokale bestyrelser.
Kurserne gennemføres i de fem samarbejder og i Hovedcentret.
Det er endnu ikke på plads, hvornår kurserne praktisk kan afvikles, men det forventes at ske i løbet af februar måned. Forbundets tillidsrepræsentanter vil få nærmere besked om tid og sted.
Dansk Told & Skatteforbund ser frem til, at HR i SKAT i løbet af 1. kvartal indkalder personaleorganisationerne til forhandling om den tillægspulje, som ifølge den nye lønpolitik skal udmeldes til forhandling her i 1. kvartal. Udmelding af pulje 1 forventes at ske medio februar.
Grænsedragning
Dansk Told & Skatteforbund har konstateret en række eksempler, hvor forbundet ikke er enig med den grænsedragning, der fra SKATs side er sket mellem personaleorganisationerne - bl.a. i forbindelse med indplacering af medarbejdere med kommunal baggrund på de statslige overenskomster og aftaler. For Dansk Told & Skatteforbund er det naturligvis udgangspunktet, at ansatte i SKAT skal have tilbudt de bedste vilkår, og i situationer, hvor det kan været et fortolkningsspørgsmål, om den ene eller den anden personaleorganisations overenskomst skal anvendes, skal medarbejderen tilbydes ansættelse efter den overenskomst, der giver de bedste løn- og pensionsmæssige vilkår.
Forbundets advokat har vurderet disse sager, og en række forhold bliver nu vurderet yderligere i CO II.
Dansk Told & Skatteforbund foretrækker naturligvis en løsning, hvor der opnås enighed med SKAT omkring disse grænsedragningsspørgsmål. Såfremt dette ikke er muligt, er såvel forbundet som CO II dog parate til at indbringe sagerne for de relevante instanser (Arbejdsretten eller de almindelige domstole).
Sager om uansøgte forflyttelser
De fire prøvesager i forbindelse med uansøgte forflyttelser til Betalingscentret og Kundecentrene er berammet ved Østre Landsret i uge 24 i år.
Sagerne indeholder en række principielle spørgsmål, som også vil kunne få betydning for øvrige medlemmer - især med kommunal baggrund - som er forflyttet i forbindelse med etableringen af SKAT.
I samarbejde med forbundets advokat arbejdes der videre med en række andre aspekter i forbindelse med udpegningerne til Betalingscentret og Kundecentret, som ikke umiddelbart egner sig for en sag ved domstolene.
Forbundets Kongres 2008
Dansk Told & Skatteforbund afholder ordinær kongres den 8. og 9. oktober 2008.
Hovedbestyrelsen drøftede den fremtidige honorering af forbundets tillidsrepræsentanter, som skal behandles på kongressen.
Der vil nu blive udarbejdet nogle forskellige modeller, som hovedbestyrelsen skal drøfte, inden der tages stilling til, hvilke modeller hovedbestyrelsen vil fremlægge til behandling på kongressen.
I forbindelse med forberedelserne til kongressen skal forbundets vedtægter gennemgås for at se, om der er behov for ændringer. Det kan såvel være ændringer af redaktionel karakter som mere principielle ændringer. Hovedbestyrelsen besluttede derfor, at redaktør Ole Pedersen i første omgang foretager en teknisk gennemgang af vedtægterne. Hvis der er medlemmer, som har forslag eller bemærkninger til vedtægterne, er de derfor meget velkomne til at sende dem til op@dts.nu. Ikke som færdigt formulerede forslag, men mere som inspiration.
Hovedbestyrelsen behandler på mødet i juni, hvilke forslag til vedtægtsændringer, der skal fremsættes på kongressen. Herefter vil der naturligvis også være muligt for medlemmerne at komme med egentlige ændringsforslag til forbundets vedtægter, hvis der er ting, hovedbestyrelsen ikke tager højde for i sine forslag.
Aftale- og overenskomstforhandlingerne 2008
Aftale- og overenskomstforhandlingerne på det statslige område er nu startet op. Forbundsformand Jørn Rise gav hovedbestyrelsen en orientering om forhandlingsforløbet. Det var ventet, at der allerede i denne uge ville være indgået et delforlig på kompetenceområdet, men der er endnu ikke opnået enighed mellem parterne.
Det er endnu ikke muligt at give en vurdering af, hvornår forhandlingerne er så langt fremme, at der kan indgås forlig - eller om der eventuelt kommer en konflikt på det statslige område. CO II har derfor heller ikke taget stilling til endnu, hvilke områder, der eventuelt skal udtages til konflikt.
Sager om bijob
Dansk Told & Skatteforbund har nu stævnet SKAT i en sag om et medlems adgang til bijob. Der er udarbejdet stævning i endnu en sag, som forventes sendt til SKAT i løbet af få dage.
Rygning i forbundets ferieboliger
På baggrund af medlemshenvendelser drøftede hovedbestyrelsen spørgsmålet om rygning i forbundets ferieboliger.
Hovedbestyrelsen besluttede, at det fremover ikke længere er tilladt at ryge indendørs i forbundets ferieboliger.
Pensionsforhold i forbindelse med overgang til statslige vilkår
I forbindelse med valg af overgang til statslige løn- og pensionsvilkår for tidligere kommunale ansatte, skal du vælge, hvorvidt du ønsker at bibeholde dit pensionsdepot i det nuværende pensionsselskab eller overflytte depotet til PFA.
I tilknytning til velfærdsreformen vedtog Folketinget den 12. april 2007 et lovforslag vedrørende pensionsordninger og udbetalingstidspunkter. Velfærdsreformen har bl.a. den konsekvens, at pensionsalderen forhøjes fra 60 år til 62 år.
Forhøjelsen af pensionsalderen gælder dog kun for personer født den 1. januar 1959 eller senere og kun for pensionsordninger oprettet efter den 1. maj 2007. Det betyder, at oprettelse af pensionsordninger efter den 1. maj 2007 automatisk vil få udløb ved 62 år.
Ved tilsagn om valg af overgang til statslige løn- og pensionsvilkår vil der således blive oprettet en ny pensionsordning i PFA, idet pensionsindbetalingen fra overgangstidspunktet skal ske til PFA Pension.
Det er derfor vigtigt at pointere, at såfremt du ønsker at bevare muligheden for at få udbetalt pensionen som 60 årig på en ny ordning i PFA, skal du overflytte dit depot fra nuværende pensionsselskab til PFA Pension. Når du overflytter depotet, betragtes det nemlig ikke som en nyoprettet pensionsordning, men som en videreførelse af en eksisterende ordning, og du bevarer således retten til at få pensionen udbetalt som 60 årig.
Hvis du vælger ikke at overflytte dit eksisterende depot fra den kommunale pensionsordning - og du er født efter den 1. januar 1959 - vil konsekvensen derfor være, at du først kan gå på pension som 62-årig.
Er du født før den 1. januar 1959 berøres du ikke af ændringerne i velfærdsreformen, og du vil fortsat kunne gå på efterløn som 60 årig og få udbetalt din pensionsordning på samme tidspunkt. Dette gælder uanset hvornår du opretter en ny ordning, og uanset om du vælger at overflytte et eksisterende depot.
Udlejning af ferieboliger
Første ansøgningsrunde til forbundets ferieboliger - boliger i udlandet samt på Bornholm - er nu afsluttet, og lodtrækningen er ved at ske i forbundets system.
Medlemmer, der har ansøgt om en feriebolig i denne runde, vil få svar ultimo uge 5. De heldige får et giroindbetalingskort - men dem, der ikke har været heldige i lodtrækningen, vil også få en besked pr. mail.
Anden ansøgningsrunde - alle øvrige boliger - starter mandag den 28. januar via blanketten på forbundets hjemmeside - og løber til og med den 10. februar 2008.
I højsæsonen kan der kun lejes hele uger i anden ansøgningsrunde.
Meddelelse om ophold eller afslag fra anden runde vil blive udsendt ultimo uge 8.
De resterende ledige perioder efter de to ansøgningsrunder frigives den 25. februar 2008 kl. 10.00. Disse ledige perioder kan kun lejes ved at ringe til forbundets sekretariat. Hent NYT fra DTS nr. 3/2008 i pdf-format her.