Det er med stor forundring, at personaleorganisationerne i den seneste tid i forskellige medier har hørt og læst, at henholdsvis HR-direktør Kirsten Otbo og told- og skattedirektør Ole Kjær pålægger personaleorganisationerne et ansvar i forbindelse med bemandingen af Betalingscentret og Kundecentrene.
På et møde med Skatteminister Kristian Jensen den 13. januar 2006, blev personaleorganisationerne orienteret om Regeringens Økonomiudvalgs beslutning om, hvordan BC og KC skulle bemandes herunder tidsplanen.
Det var alene en orientering om en politisk beslutning og ikke nogen forhandling eller aftale med personaleorganisationerne.
Og det til trods for, at personaleorganisationerne ved flere lejligheder, både ved møder med Skatteministeren og med SKATs direktion, havde appelleret til en mere positiv proces omkring bemandingen af BC og KC - blandt andet. ved løbende at komme med forslag til løsninger, hvor så få medarbejdere som muligt skulle tvangsforflyttes.
I den efterfølgende proces har personaleorganisationernes rolle alene været at sikre, at proceduren for udpegningerne skete i henhold til gældende aftaler og overenskomster.
Det er derfor direkte forkert og en fralæggelse af ansvaret, når ledelsen i SKAT pålægger personaleorganisationerne et fælles ansvar for den måde, organisationsændringerne i SKAT gennemføres på.
Personaleorganisationerne vil derfor opfordre HR-direktøren og told- og skattedirektøren til at dementere dette udsagn.
HK Skat AC-Klubben DTS
Hent dette NYT fra DTS i pdf-format her.