To administrative servicecentre
Dette NYT fra DTS er ikke kun for medlemmer – det må også gerne læses af politikere.
To administrative servicecentre
Så slap katten ud af sækken – men ikke på den rigtige måde.
Processen i SKAT var ellers på vej i den rigtige retning med information til organisationerne fra SKATs ledelse tirsdag den 5. februar om en fremtidig beslutning i regeringens økonomiudvalg vedrørende etableringen af to administrative servicecentre, hvoraf det ene – nemlig hele den statslige IT-drift og support – skal placeres i under Skatteministeriet og det andet – den statslige lønadministration samt bogholderi og regnskab, som ikke kører på SAP – skal placeres i Økonomistyrelsen.
Der skulle efter regeringens beslutning ske orientering af medarbejderne.
Sådan kom det ikke til at gå – allerede den 6. februar om morgenen kunne medarbejderne læse om ændringerne for deres respektive arbejdspladser i en artikel i Computerworld. Tillykke til Computerworld for at kunne bringe en nyhed. Men dumpekarakter til politikerne, som ved at slippe nyheden ud af sækken har vist, at medarbejderne kommer i anden række – det er bare ikke godt nok!
Dansk Told & Skatteforbund kan om nogen tale med om, hvilke mekanismer, der går i gang, når sådan en ændring af arbejdsforhold annonceres – der vil selvfølgelig være masser af spørgsmål. Nogen medlemmer har allerede i dag fået at vide, at en påtænkt ændring/flytning af arbejdsplads må sættes i bero – for hvad sker der nu? Det giver utryghed og åbner en ladeport af spørgsmål, som ingen er i stand til at besvare. Med andre ord, så er det ikke muligt at forberede sig i forhold til medlemmernes mange spørgsmål – derfor dumpekarakter.
Dansk Told & Skatteforbund vil på nuværende tidspunkt ikke forholde sig til det ene eller andet – men der er et punkt, som falder os for brystet, og det er udmeldingen om, at der ikke kan gives garantier mod afskedigelser.
Hvorfor har man ikke lært af de erfaringer, der har været i forbindelse med fusionen af den statslige og kommunale skatteforvaltning? Hvorfor skal der skabes unødig bekymring? Og hvem kan give et fornuftigt svar på ens bekymring?
Det er selvfølgelig tilfredsstillende, at SKATs ledelse ikke forventer afskedigelser. Tak for det, men skatteminister Kristian Jensen udtaler trods alt, at han ikke kan garantere. Og det samme gælder selvfølgelig vedrørende det andet administrative servicecenter under Økonomistyrelsen.
Etableringen af centrene skal ske over de næste tre år, og det er lang tid med usikkerhed. Der er på nuværende tidspunkt ikke klarhed over snitflader – især på det administrative servicecenter vedrørende løn, bogholderi og regnskab.
Dansk Told & Skatteforbund vil selvfølgelig følge processen tæt og udnytte de erfaringer – ofte dyrekøbte – som forbundet har erhvervet gennem den gennemførte fusion på skatteområdet.
Og så må man håbe, at politikerne denne gang lytter bedre efter, hvis man vil beholde ekspertisen i staten.
Nedenfor er relevante links til artiklen i Computerworld:
http://www.computerworld.dk/art/44068?a=fp_2&i=514
http://www.computerworld.dk/art/44066?cid=2&q=samfund&a=cid&i=2&o=4&pos=5
http://www.computerworld.dk/art/44069?a=block&i=188&pos=1
Hent NYT fra DTS nr. 8/2008 i pdf-format her.