Kære alle medlemmer
Godt nytår til alle medlemmer – jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år.
Tak for samarbejdet og samværet i 2018 – det har som sædvanlig været en fornøjelse at komme rundt i landet til gode medlemsmøder. Møder, hvor I alle har fortalt om, hvordan det går i skatteforvaltningen.
Jeg har fra møderne altid fået godt input til, hvad jeg har kunnet fortælle ledelsen om stemningen på de enkelte lokaliteter – og selv om det kunne være allerbedst, at der var tale om gode og positive input, så må jeg konstatere, at langt det meste af det, som jeg har kunnet fortælle videre, har været bekymringer.
Men på den anden side, så kan der jo kun komme positive forandringer, hvis man vel og mærke tager bekymringerne til sig!
Jeg vil gerne forsøge at give 2019 det optimistiske skudsmål, men jeg er nok også nødt til at være realistisk over for jer og sige, at 2019 igen bliver et hårdt år. Dels er der jo flere udeståender på IT-fronten, og så fortsætter udflytningen af arbejdspladser i tæt forbindelse med lokaliseringsplanen - det vil give store udfordringer!
Jeg – og hovedbestyrelsen – håber virkelig på, at man vil lytte til de forslag til løsninger, som kan gøre det mere spiseligt – kom endelig med forslag!
Hvis I i øvrigt har meldinger om dette eller hint, så skal I aldrig tøve med at sende en mail til mig, hovedbestyrelsesmedlemmerne eller sekretariatet - jeg skal love jer, at alle problemstillinger vil blive taget op.
God arbejdslyst til alle.
Jørn Rise
Forbundsformand
Forberedelserne til flytningen af forbundets sekretariat er i fuld gang. I perioden indtil 14. januar, vil sekretariatet derfor være lidt på ”vågeblus”, da vi ligger i flytterod i forbindelse med flytningen til Jernbanegade.
I resten af januar 2019 må der også påregnes, at der kan være lidt ”klumper i strømmen”, da etablering af IT i sekretariatet først vil være helt på plads i løbet af januar.
Selvom vi flytter, er der naturligvis mulighed for at komme i kontakt med os via mobiltelefon i flytteperioden.
Udlejning af ferieboligerne i perioden fra 27. april 2019 til og med 25. april 2020 i dts.bookhus.dk starter den 3. januar 2019, hvor der bliver åbnet op for ønsker til lodtrækningsrunden.
Ønsker kan indtastes indtil søndag den 27. januar – og i indtastningsperioden kan man se og ændre ønsker i ”Mine ønsker” under ”Min side”. Der trækkes lod om én uge/feriebolig pr. medlem – og hvert medlem kan højst registrere ti ønsker i systemet.
Vi skal opfodre til, at man i forbindelse med indtastning af ønsker tjekker, at den mailadresse, der er registreret under ”Min side” er korrekt.
Mandag den 28. og tirsdag den 29. januar vil adgangen til systemet være lukket på grund af
lodtrækningen.
Efter lodtrækningen vil de heldige modtage en mail med bekræftelse. Husk at tjekke, at det tildelte ophold er i overensstemmelse med dit ønske. Senest 30 dage efter skal lejen indbetales. Dette gøres under ”Min Side”, ”Mine Bookinger” og klik på ”Betal nu”. Hvis du ikke har betalingskort, skal du kontakte sekretariatet. Når lejen er betalt, vil du modtage en bekræftelse på betalingen pr. mail.
Du er først bundet af lejemålet, når det er betalt. Indtil da kan du frit slette din booking på ”Min side”. Er I par, hvor begge er medlemmer af forbundet – og begge har været heldige ved
lodtrækningen – har I mulighed for at fortryde ved, at den ene går ind og sletter den vundne periode i oversigten. Du kan altid holde dig opdateret omkring dine bookinger under ”Min side” i bookingoversigten.
Afbestilling af en betalt feriebolig sker ved at kontakte sekretariatet og er først gældende, når du har modtaget en bekræftelse på, at bookingen er annulleret. Hvis det bliver nødvendigt at afbestille dit ophold tilbagebetales kun 50% af den indbetalte leje – uanset årsagen til afbestillingen.
Har du ikke været heldig i lodtrækningen, modtager du besked pr. mail. Du vil dog stadig have
mulighed for at booke en feriebolig i en af de ledige perioder, hvor der bliver åbnet op for booking
onsdag den 30. januar kl. 9.00. Booking skal ske direkte i systemet – der kan ikke bookes ved
kontakt til sekretariatet. Men du er altid velkommen til at kontakte sekretariatet, hvis du har
spørgsmål eller ønsker hjælp til systemet. Bookingen vil ske efter princippet ”den, der er hurtigst på tasterne”.
Det vil også være muligt at gå ind i systemet og oprette sig på en venteliste, hvis der er en helt bestemt feriebolig i en bestemt periode, du er interesseret i. Læs mere om, hvordan du gør på siden under punktet ”Information”.
I perioden frem til og med 27. februar 2019 kan der stadig kun bookes hele uger. Ønsker man at booke en periode på under en uge i de ferieboliger, hvor det er muligt, kan det først ske fra den 28. februar 2019 kl. 9.00.
Hent NYT fra DTS nr. 1/2019 i pdf-format her.