SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 10/2008

18. februar 2008

Forlig på det statslige område
CFU - Centralorganisationernes FællesUdvalg - og Finansministeriet har i dag til middag indgået forlig på det statslige område.

Forliget indeholder bl.a. aftale om følgende generelle lønstigninger de kommende tre år:

1. april 2008: 3,30%
1. april 2009: 1,82%
1. oktober 2009: 0,65%
1. april 2010: 2,40%
I alt 8,17

Herunder er der afsat midler til lokal løndannelse på 1,50%, så der i alt er afsat 9,67% til lønstigninger - og reguleringsordningen, som sikrer parallelitet mellem den statslige og private lønudvikling, videreføres.

Der er afsat 2,20% til puljer, hvoraf en stor del er øremærket til organisationernes egne forhandlinger - bl.a. Dansk Told & Skatteforbunds forhandlinger med Personalestyrelsen om særlige krav på Skatteministeriets område.

Forliget indeholder også aftale om bedre vilkår for børnefamilierne med ret til barns 2. sygedag, bonus til seniorer, der bliver lidt længere på arbejdsmarkedet samt aftale om kompetenceudvikling.

Den samlede ramme over forligets 3-årige periode er aftalt til 12,80%

CO II afholder orienteringsmøde om forligets indhold senere i dag. Når informationen fra CO II er klar, vil vi naturligvis linke til den her på hjemmesiden. Indtil da er det muligt at finde information om forliget på CFÚs hjemmeside - www.cfu-net.dk - og på Personalestyrelsens hjemmeside www.perst.dk/OK08.

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse mødes ekstraordinært onsdag den 20. februar, hvor hovedbestyrelsen skal drøfte resultatet af aftale- og overenskomstforhandlingerne.

En samlet holdning til resultatet vil Dansk Told & Skatteforbund dog først kunne have, når de forhandlinger, der nu skal ske mellem forbundet/CO II og Personalestyrelsen om de særlige krav, er afsluttet. Disse forhandlinger vil ske i løbet af de kommende fire uger.

Hent NYT fra DTS nr. 10/2008 i pdf-format her.