SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 2/2019

22. januar 2019
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbund afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde mandag den 21. januar 2019. Mødet blev for første gang afholdt i forbundets nye lokaler i Jernbanegade.

På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Ekstraordinær kongres
Dansk Told & Skatteforbund afholder ekstraordinær kongres den 6. februar 2018. Kongressen skal behandle forslag til ændring af forbundets vedtægter, som fremsættes af en enig hovedbestyrelse. Kongressen skal også behandle forslag til et revideret budget for 2019 og 2020.

Vedtægtsforslaget bliver lagt på hjemmesiden i løbet af ugen.

Flytteplaner
Hovedbestyrelsen drøftede status på flytteplanerne i Skatteforvaltningen.

Hovedbestyrelsen drøftede også de justeringer i strukturen, der er begyndt at blive foretaget rundt omkring i styrelserne – bl.a. i Skattestyrelsen.

Hovedbestyrelsen udtrykker i den forbindelse bekymring omkring, at der anvendes ressourcer til udvidelse af ledelsesniveauet gennem etablering af nye afdelinger med underdirektører samtidig med, at der har været ansættelsesstop for medarbejdere til driften i Skattestyrelsens afdelinger.

Ledelsesværktøjer
Der forhandles fortsat løbende fastholdelsestillæg til flytteramte medarbejdere som et led i de aftalte ledelsesværktøjer.

Derimod må det konstateres, at der i styrelserne desværre synes at være stor tilbageholdenhed omkring anvendelse af de øvrige ledelsesværktøjer, der blev aftalt i ”værktøjskassen”. Forbundet skal derfor kraftigt opfordre til, at hele paletten af ledelsesværktøjer tages i anvendelse – ikke kun tillæg.

Medlemmerne opfordres til at være opmærksomme på de forskellige ledelsesværktøjer, der er mulighed for at anvende til fastholdelse af kompetencer i forbindelse med forflyttelser. Man er altid velkommen til at tage en snak med den lokale tillidsrepræsentant om mulighederne.

Samarbejdsstrukturen
Der er nu etableret samarbejdsudvalg i Skatteforvaltningens styrelser. Der er fortsat en drøftelse mellem ledelsen og personaleorganisationerne om underudvalg til styrelsernes samarbejdsudvalg.

Ledelsen har accepteret, at der etableres kompetenceudvalg under de enkelte samarbejdsudvalg, men Dansk Told & Skatteforbund ønsker også, at der etableres et økonomiudvalg under samarbejdsudvalgene, hvor det er muligt at drøfte rammer for økonomi og ressourcer. Som minimum under Skatteforvaltningens Hovedsamarbejdsudvalg eller under Skattestyrelsens hovedsamarbejdsudvalg, da Skattestyrelsen varetager økonomifunktionen for hele Skatteforvaltningen.

Hovedbestyrelsen opfordrede ledelsen til at være opmærksom på, at tillidsrepræsentanter, der indtræder i et samarbejdsudvalg, skal på samarbejdskursus inden for et halvt år, hvis de ikke tidligere har deltaget på et samarbejdskursus.

Konstituering
Christina Hammarberg har valgt at fratræde som tillidsrepræsentant i Gældsstyrelsen.

Hovedbestyrelsen konstituerede Susanne Brixum som ny koordinerende tillidsrepræsentant for Stab og styring i Gældsstyrelsen, og Anita Illum som ny koordinerende tillidsrepræsentant for Driftscenter Middelfart.

Konstituering af koordinerende tillidsrepræsentanter i nye afdelinger i Skattestyrelsen afventer den ekstraordinære kongres. Herefter skal der nemlig generelt ske konstituering af koordinerende tillidsrepræsentanter for afdelingerne i Skatteforvaltningens styrelser, hvis hovedbestyrelsens vedtægtsforslag bliver godkendt.

Hans Henrik Olsen har skiftet job fra Vurderingsstyrelsen i Maribo til Toldstyrelsen i Nørre Alslev. I den forbindelse indtræder Hans Henrik Olsen i forbundets toldudvalg.

Tillægsforhandlinger
Tillægsforhandlingerne i 2019 går nu i gang, og hovedbestyrelsen drøftede processen – herunder for udsendelse af indstillingsskemaer.

Også her er medlemmerne velkomne til at rette henvendelse til den lokale tillidsrepræsentant eller til faglig sekretær Jan Nørner, hvis man har spørgsmål.


 

Pladser på kursus i kompetenceafklaring for flytteramte

Som et led i arbejdet med anvendelse af bevillingen af FUSA-midler til flytteramte er der etableret tre kurser i kompetenceafklaring.

Kurserne henvender sig til medarbejdere i skatteforvaltningen, som

  • var ansat i SKAT ved udgangen af 2017, og som på grund af geografiske udfordringer enten skal flytte til en anden styrelse eller til andre arbejdsopgaver´,
  • ikke er opsagt, men hvis fremtidige karriere ikke er fastlagt,
  • er opsagt og internt jobsøgende.

Kurserne er offentliggjort på Koncernfælles nyheder den 21. december 2018 – (se artiklen som kun kan læses internt i skatteforvaltningen her).

Tilmelding sker via Campus og kurserne afholdes på følgende dage og der er fortsat ledige pladser:

Onsdag den 30. januar i Toldstyrelsens lokaler på Slet Parkvej, Aarhus – pt. 14 tilmeldte

Tirsdag den 5. februar på Sluseholmen, København – pt. 4 tilmeldte

Torsdag den 7. februar i Lerchesgade, Odense – pt. 10 tilmeldte

Tilmelding kan ske via Campus her (link kan kun benyttes internt i Skatteforvaltningen).

Hent NYT fra DTS nr. 2/2019 i pdf-format her.

 
hjemme ill 14