Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde den 11. marts 2008. Hovedbestyrelsen behandlede bl.a. følgende emner:
Evaluering af SKATs organisering
På et møde med SKATs direktion den 29. februar 2008 blev hovedbestyrelsen sammen med bestyrelserne for de øvrige personaleorganisationer orienteret om de rapporter, der er udarbejdet i forbindelse med evauleringen af SKATs struktur.
Der er ikke på nuværende tidspunkt noget konkret forslag til, hvordan SKATs struktur eventuelt skal justeres. Der vil nu blive igangsat en proces, som skal udmønte sig i konkrete forslag til justeringer.
Hovedbestyrelsen drøftede forbundets holdninger omkring de punkter, der er peget på i forbindelse med evalueringen. Hovedbestyrelsen vil på mødet i april nærmere formulere forbundets holdninger, så de kan indgå i arbejdet med justeringen af SKATs struktur.
Aftale- og overenskomstforhandlingerne 2008
Der forhandles stadig mellem Dansk Told & Skatteforbund/CO II og Personalestyrelsen om de specielle krav på Dansk Told & Skatteforbunds område.
Næste forhandling med Personalestyrelsen er i dag den 12. marts 2008.
Det forventes, at forhandlingerne er afsluttet inden påske.
Det er endnu for tidligt at vurdere, hvilke specielle krav til lønjusteringer i SKAT, det vil lykkes at komme igennem med ved forhandlingerne.
Hovedbestyrelsen drøftede status på forhandlingerne, og gav mandat til forbundets forhandlere.
Først når forhandlingerne om de specielle krav er afsluttet, vil hovedbestyrelsen kunne tage samlet stilling til resultatet af aftale- og overenskomstforhandlingerne.
Når forhandlingerne er afsluttet, vil forbundets sekretariat sende dias ud til tillidsrepræsentanterne, som de kan benytte i forbindelse med lokale medlemsmøder.
Aftale- og overenskomstresultatet skal behandles på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i CO II den 16. april 2008.
Forhandlinger om tillæg
Der foregår for tiden forhandlinger mellem HR-direktør Kirsten Otbo og personaleorganisationerne i SKAT om puljen til de lokale tillægsforhandlinger her i 1. kvartal 2008.
Hovedbestyrelsen drøftede det oplæg, organisationerne har modtaget fra SKAT - og gav mandat til forhandling omkring flere bemærkninger. Der vil herefter kunne indgås aftale om tillægspuljen.
Finansloven for 2008
Hovedbestyrelsen drøftede det politiske forlig omkring finansloven for 2008 - og især forligets konsekvenser for SKAT.
Forbundet må med stor beklagelse konstatere, at finanslovens tvungne opsparing i 2008 på 1% er medvirkende til, at SKATs driftsbudget for 2008 nu er endnu mere trængt. Så trængt, at det på en række områder er hindrende for en hensigtsmæssig varetagelse af SKATs opgaver.
Forbundet har været i indledende dialog med de øvrige personaleorganisationer i SKAT omkring en fælles holdning til finansloven. Det er målet, at personaleorganisationerne kan lave en fælles udmelding.
Synliggørelse af toldområdet
Ressourcerne til de forskellige områder i SKAT bliver generelt reduceret i disse år. Toldområdet - og især smuglerikontrollen - er blot ét af de områder. Her er der dog over en årrække sket så store reduktioner, at ressourcerne i dag er på et absolut minimum, hvis opgaven overhovedet skal løses.
Forbundets Toldudvalg har derfor startet et arbejde for at få synliggjort, hvad toldområdet egentlig er i dag. At det er en opgave med fokus på sundhed og sikkerhed i samfundet - bl.a. ved indsats mod indsmugling af narkotika, våben, smittefarlige fødevarer og varemærkeforfalskede varer, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
Hovedbestyrelsen gav sin opbakning til, at forbundets Toldudvalg arbejder videre med synliggørelsen af toldområdet. Hent NYT fra DTS nr. 14/2008 i pdf-format her.