SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 4/2020

20. februar 2020
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde onsdag den 19. februar. På mødet drøftede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Koncernfælles personalepolitik
Arbejdet med formulering af en koncernfælles personalepolitik for Skatteministeriet går nu for alvor i gang. Der er nedsat en gruppe, hvor Anette Albrechtsen deltager fra Dansk Told & Skatteforbund.

Hovedbestyrelsen ser den nuværende personalepolitik som et rigtig godt udgangspunkt for den fremtidige koncernfælles personalepolitik.

For Dansk Told & Skatteforbund er det samtidig vigtigt, at personalepolitikken kommer til at understøtte, at vi er én skatteforvaltning, og at elementerne i personalepolitikken i videst muligt omfang derfor er ens og kendt for alle – såvel medarbejdere som ledere – i Skatteforvaltningen.

En del huse rummer flere styrelser, og bl.a. derfor vil det ikke være hensigtsmæssigt, hvis personalepolitikken udvikler sig i vidt forskellige retninger i de enkelte styrelser.

Personalepolitikken bliver ét af emnerne, når Dansk Told & Skatteforbund afholder tillidsrepræsentantkonference den 19. og 20. marts 2020.

OK21
Arbejdet med krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2021 er så småt ved at starte op – i første omgang i forbundets centralorganisation CO10.

Involvering af forbundets tillidsrepræsentanter vil starte på tillidsrepræsentantkonferencen i marts, så tillidsrepræsentanterne på det grundlag kan drøfte ønsker til krav med medlemmerne.

Seniorordninger
Det er meget forskelligt i hvilket omfang, der indgås aftaler om seniorordninger i de forskellige dele af Skatteforvaltningen.

Dansk Told & Skatteforbund ser gerne, at mulighederne for aftaler om seniorordninger meldes mere klart ud i ledelsesstrengen, så de muligheder, der er til stede, i højere grad benyttes alle steder i Skatteforvaltningen.

Forbundet vil derfor rejse spørgsmålet om seniorordninger på det kommende møde i Kontaktforum mellem departementschefen og formændene for personaleorganisationerne.

Individuelle måltal
Anvendelse af individuelle måltal kan i nogle tilfælde være med til at skabe problemer omkring trivslen for de involverede medarbejdere – især hvis ledelsen håndterer de individuelle måltal på en uhensigtsmæssig måde.

Dansk Told & Skatteforbund vil derfor foreslå, at spørgsmålet om, hvordan ledelsen håndterer individuelle måltal i relation til medarbejderne bliver rejst på møde i Kontaktforum mellem departementschefen og formændene for personaleorganisationerne.

Hent NYT fra DTS nr. 4/2020 i pdf-format her.

hjemme ill 14