SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 6/2020

10. marts 2020
Coronavirus

Konsekvenserne af coronavirus udvikler sig. Personaleorganisationerne skal senere i dag drøfte konsekvenserne i Skatteforvaltningen med Administrations- og Servicestyrelsen.

For medlemmernes benyttelse af ferieboligerne har foranstaltningerne til begrænsning af smitte af coronavirus umiddelbart nogle konsekvenser.

Da det er svært på nuværende tidspunkt at kende varigheden af udbruddet, har Dansk Told & Skatteforbund valgt, at følgende indtil videre gælder for ophold i perioden frem til 1. maj 2020:

Udenlandske ferieboliger
Vi følger fortsat Udenrigsministeriets rejsevejledninger for det pågældende land/område.

Hvis der er tale om rød eller orange markering, kan ophold afbestilles. Hvis man har tegnet en rejseforsikring/afbestillingsforsikring, der dækker betalingen for opholdet, henvises man dog til at få udgiften dækket af forsikringen.

Hvis man ikke har en rejseforsikring/afbestillingsforsikring – eller kan dokumentere, at rejseforsikringen ikke dækker – tilbagebetaler forbundet det fulde beløb.

Tilsvarende gælder, hvis området ikke er med rød eller orange markering, men flyrejser til destinationen er ramt af begrænsninger – f.eks. hvis lufthavnen, man skulle rejse til, er beliggende i et område, der har rød eller orange markering.

Ved ophold i øvrige områder, der ikke er omfattet af rød eller orange markering – eller hvor flyrejser til destinationen ikke er ramt af begrænsninger – tilbagebetales 50% af beløbet i det omfang, man ikke får udgiften dækket af en rejseforsikring.

Danske ferieboliger
For ophold i danske ferieboliger gælder de generelle regler, hvis man ikke er i en risikogruppe, jfr. nedenfor. Det vil sige, at ved afbestilling af ophold inden 8 dage før opholdet, får man alene 50% af det indbetalte beløb tilbage. Ved afbestilling ved mindre end 8 dage før opholdet får man ingen tilbagebetaling.

Medlemmer i risikogrupper
Pensionerede medlemmer og medlemmer med en diagnosticeret kronisk sygdom, der bringer dem i risikogruppe, kan generelt afbestille alle ophold.

Hvis der er tegnet en rejseforsikring/afbestillingsforsikring henviser vi til, at man først søger udgiften til opholdet dækket af forsikringen.

Hvis det ikke er muligt at få dækket udgiften af forsikringen, skal man kontakte forbundet.

Generelt
Ovenstående gælder som sagt for ophold, der starter i perioden frem til 1. maj 2020, men vi følger løbende udviklingen for at se, om perioden eventuelt skal udvides.

Er der yderligere spørgsmål så kontakt sekretariatet på 35263460.

Hent NYT fra DTS nr. 6/2020 i pdf-format her.

hjemme ill 14