Kære Ole
Tak for dit hurtige svar!
Du skriver, at du meget gerne hører, såfremt vi ikke er enige i beskrivelsen af forløbet – og det er vi ikke. Der er under alle omstændigheder forskel i vores fortolkning af de forskellige situationer.
For så vidt angår dementiet vedrørende Kirsten Otbo’s udtalelse i TV2 Lorry, så står anmodning om dementi stadig ved magt, idet Kirsten Otbo udtaler: ”Hele processen er tilrettelagt efter aftale med Personaleorganisationerne”.
Det er altså ikke rigtigt. Organisationernes involvering har nærmere været af konsultativ art, hvor forretningsgange m.v. er præsenteret for os med henblik på kommentarer. Det er korrekt, at der er indgået aftaler om flyttegodtgørelse og kompensation for lavere stedtillæg.
Men – nævnte citat efterlader klart et indtryk af, at organisationerne er med hele vejen igennem. Det var og er vi ikke.
Vi anerkender din bekræftelse af din udtalelse, men vil dog godt understrege, at du med ordvalget ”aftale” let kan misforstås til at tage organisationerne til indtægt for alt. Det har ingenlunde været tilfælde,
idet organisationerne jo netop har afgivet en lang række forslag til – efter vores opfattelse – at ændre såvel beslutningen som processen.
Med venlig hilsen
HK Skat AC-Klubben DTS
Hent NYT fra DTS nr. 48/2006 i pdf-format her.