SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 28/2020

19. august 2020
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde tirsdag den 18. august 2020. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

OK21
Hovedbestyrelsen gennemgik listen over mulige krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2021.

Listen var lavet på baggrund af ”gamle krav på lager” fra tidligere aftale- og overenskomstforhandlinger samt forslag til nye krav modtaget fra medlemmer og tillidsrepræsentanter.

Ud fra listen besluttede hovedbestyrelsen, hvilke krav forbundet skal sende videre til centralorganisationen CO10.

Her skal der ske en koordinering af krav fra de øvrige organisationer, inden CO10 beslutter, hvilke krav, der skal fremsendes til Centralorganisationernes Fælles Udvalg (CFU), hvor kravene koordineres med kravene fra de øvrige centralorganisationer på statens område, inden de fremsættes overfor skatteministeren.

Personalepolitik
Udvalgsarbejdet med formulering af en ny fælles personalepolitik i Skatteministeriet fortsætter.

Der er enighed om, at processen ikke skal forceres – og at ting skal tage den tid, det tager.

Den nye personalepolitik er derfor ikke lige på trapperne, men der arbejdes videre i en konstruktiv dialog mellem repræsentanterne for ledelsen og fra personaleorganisationerne.

Kongres 2020
Dansk Told & Skatteforbund afholder ordinær kongres den 20. og 21. oktober.

På mødet behandlede hovedbestyrelsen oplæg til skriftlig beretning, forslag til vedtægtsændringer, forslag til budget for 2021-23 samt indstillinger til diverse valg.

Endvidere godkendte hovedbestyrelsen forbundets regnskab for 2019, som nu indstilles til endelig godkendelse på kongressen.

Materiale og forslag til kongressen vil løbende blive offentliggjort på forbundets hjemmeside efter den 1. september 2020. Den skriftlige beretning vil også blive optrykt som et tillæg til Dansk Told & Skat nr. 5/2020, som udkommer i begyndelsen af oktober.

Arbejdstid for special- og chefkonsulenter

På baggrund af henvendelser om aftalen om ændring af opgørelsestidspunkt for normperiode og ulempe- og weekendgodtgørelser for special- og chefkonsulenter på forbundets område genudsender vi Nyt fra sekretariatet fra januar 2020 om ændringerne. Nyhedsbrevet kan læses her.

Resultatet i aftalen blev en midlertidig forlænget normperiode for perioden 1. september 2019 til 31. december 2020. Den 16 måneders periode skulle gøre det muligt at afvikle timer for den enkelte special- eller chefkonsulent henover 2020. Honorering af evt. merarbejde sker først i 2021. Parterne har aftalt at bruge tiden i 2020 til at se på PULS-samtaleprocessen for 2021.

Fra 1. januar 2021 er normperioden kalenderåret for opgørelse af merarbejde.

Det er aftalt, at godtgørelse af ulempegodtgørelse efter § 13 og weekendgodtgørelse efter § 14 i Statens arbejdstidsaftale opgøres for perioden 1. september 2019 til 30. august 2020. Det skal bemærkes, at ulempe- og weekendgodtgørelsen kun sker for beordret/nødvendigt merarbejde, som registreres med TJFR.

Fra 1. september 2020 opgøres godtgørelse for § 13 og § 14 pr. 31. december, første gang 31. december 2020.

Hent NYT fra DTS nr. 28/2020 i pdf-format her.

hjemme ill 14