SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 24/2008

10. juni 2008
Sager for retten
Dansk Told & Skatteforbund har modtaget følgende tekst fra advokat Karen-Margrethe Schebye til brug for denne medlemsorientering:

“I denne uge, nærmere bestemt tirsdag, onsdag og torsdag, får Østre Landsret præsenteret de fire sager, som CO II og DTS i samarbejde udvalgte til at prøve rækkeviden af den tjenestemandsretlige beskyttelse i forbindelse med forflyttelser og omplaceringer.

Siden der blev udtaget stævning i sagerne og modtaget svarskrift, er der udvekslet diverse processkrifter mellem sagens parter, men der er for så vidt ikke blevet tilføjet nye argumenter for parternes respektive synspunkter end det, der blev redegjort for i den indledende processkrifter.

Kammeradvokaten har valgt en linie i sagerne, der lægger op til nogle meget konkrete afgørelser begrundet i den enkelte tjenestemands forhold.

For forbundet og for CO II er det imidlertid af mindst lige så stor interesse at få afklaret det helt principielle i sagerne, nemlig hvor langt de tidligere kommunale tjenestemænd er pligtige til at lade sig forflytte geografisk, herunder om det ændrede ansættelsesområdet, der gør, at man i det hele taget kom på den tanke at forflytte dem, medfører et ekspropriativt indgreb, og om den fuldstændige ændring af SKATs struktur ikke indebærer, at tjenestemændenes stillinger må betragtes som nedlagt.

Sagerne vil blive belyst dels ved de under forberedelsen af sagerne fremlagte bilag dels ved vidne- og partsforklaringer i de kommende dage i Østre Landsret. Bl.a. skal forbundets formand Jørn Rise afgive forklaring.

Det forventes, at der kommer dom i sagerne i september 2008.”


Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholder ordinært møde den 17. og 18. juni 2008. På dagsordenen er bl.a. følgende sager:

• Forbundets kongres 2008
• Forbundets regnskab 2007
• Aftaleforhandlingerne 2008
• Tillægsforhandlinger 2008
• Seniorpolitik
• Mangfoldighedspolitik
• Grænsedragning
• TR-uddannelse
• KC/BC
• SKATs struktur
• Forbundets interne udvalg:
• Gensidig information
• Økonomi

Hent NYT fra DTS nr. 24/2008 i pdf-format her.