SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 29/2008

27. august 2008
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 25. og 26. august 2008. Hovedemnet på mødet var forberedelserne til forbundets ordinære kongres den 8. og 9. oktober 2008.

Vedtægtsændringer
Hovedbestyrelsen besluttede at fremlægge tre forslag til ændring af forbundets vedtægter.

Den første “vedtægtspakke” vil omfatte forslag til ændring af forbundets struktur, så den vil matche den nye struktur i SKAT.

Forslaget tager udgangspunkt i, at der stadig er lokalafdelinger af forbundet ved de enkelte geografiske lokaliteter i SKAT.

De regionale fællesafdelinger og Hovedcenterafdelingen erstattes af syv nye kredse, som følger SKATs struktur.

Der er stadig mange ting, som er uafklarede omkring SKATs nye struktur - og hvilke konsekvenser strukturen vil få for varetagelse af aftale- og forhandlingsretten for forbundets medlemmer lokalt og regionalt. Med andre ord: Hvem skal forbundets tillidsrepræsentanter forhandle med. Derfor kan der komme ændringsforslag til strukturpakken i takt med, at forholdene omkring SKATs nye struktur bliver mere afklaret.

Hovedbestyrelsen besluttede også at fremlægge et forslag om urafstemning i forbindelse med godkendelse af resultatet af aftale- og overenskomstforhandlingerne.

Hovedbestyrelsen vil ikke komme med en anbefaling omkring dette forslag - om der skal stemmes ja eller nej - men har alligevel valgt at fremlægge forslaget, da forslaget ellers vil blive fremsat af DTS Nordsjælland-København.

Endelig fremlægger hovedbestyrelsen en “vedtægtspakke”, som indeholder forslag om afskaffelse af stillingen som sekretariatsleder i Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat.

Hovedbestyrelsen har i løbet af 2008 analyseret nærmere på udviklingsscenarierne for Dansk Told & Skatteforbund - herunder at forbundet kan imødese en nedgang i medlemstallet.

På den baggrund foreslår hovedbestyrelsen, at bemandingen i forbundets sekretariat justeres. Da forbundet i forvejen har en fuldtids frikøbt forbundsformand, som arbejder med udgangspunkt i sekretariatet, vurderer hovedbestyrelsen, at der ikke er ledelsesmæssige opgaver til to ledere i forbundets sekretariat, og som konsekvens heraf foreslås stillingen som sekretariatsleder nedlagt.

Efter den afsluttede redaktionelle proces vil vedtægtsforslagene - sammen med det øvrige materiale til forbundets kongres - blive tilgængelig på forbundets hjemmeside.

Fagpolitisk program
Hovedbestyrelsen besluttede at fremlægge et kort og koncentreret fagpolitisk program - “Det vil vi” - for den kommende kongresperiode.

Gruppeliv
Kongressen skal i forbindelse med behandlingen af budgettet for de kommende tre år tage stilling til kontingentet til forbundets gruppelivsordning. I den forbindelse har forbundet bedt Forenede Gruppeliv lave beregninger omkring forskellige muligheder for ændring i præmie og dækninge.

Samtidig har forbundet også undersøgt alternative muligheder for en gruppelivsordning, ved en anden udbyder. Det er dog ikke en realistisk mulighed, da Forenede Gruppeliv fuldt ud er konkurrencedygtige, når det gælder pris og kvalitet.

Hovedbestyrelsen vil derfor indstille til kongressen, at dækningen og kontingentet fortsætter uændret i den kommende kongresperiode.

TR-tillæg
Spørgsmålet om tillæg til tillidsrepræsentanter i Dansk Told & Skatteforbund har været debatteret en del i denne kongresperiode.

Hovedbestyrelsen besluttede derfor at indstille til kongressen, at forbundets hovedbestyrelsesmedlemmer fremover alene modtager et honorar fra forbundet - og ikke skal have andel i de tr-tillæg, der er en del af lønpuljen i SKAT.

Midlerne til tr-tillæg fordeles til de nye kredse, som beslutter hvordan tillæggene skal fordeles blandt tillidsrepræsentanterne i kredsen bortset fra kredsens hovedbestyrelsesmedlemmer.

Samtidig afsættes der en pulje i forbundets regnskab, som efter beslutning i hovedbestyrelsen kan fordeles til kredsene, hvis der er behov for yderligere tr-tillæg end de, der kan dækkes af puljen fra SKAT.

Budget
Hovedbestyrelsen behandlede det forslag til budget for den kommende kongresperiode, som var udarbejdet af sekretariatslederen. Budgettet vil nu blive yderligere gennemgået og behandlet i hovedbestyrelsen, inden forslaget kan fremlægges primo september.

Der budgetteres med et uændret kontingent i kongresperioden.

Grænsedragningssager
Der har været et længere forløb omkring spørgsmålet om grænsedragning mellem personaleorganisationerne af ansatte i SKAT - herunder også grænsedragningsspørgsmål i forbindelse med de indplaceringer, SKAT har foretaget af ansatte med kommunal baggrund.

Forbundet har nu grundigt fået belyst de juridiske aspekter i forbindelse med de forskellige grænsedragningsspørgsmål, og på baggrund af indstillingerne fra forbundets advokat besluttede hovedbestyrelsen, at der nu blive rejst sager i de spørgsmål, hvor advokaten vurderer at aftaler og overenskomster er brudt.

Vi vil informere nærmere om hvilke grænsedragningsspørgsmål, det drejer sig om, i takt med, at sagerne bliver rejst.

Hent NYT fra DTS nr. 29/2008 i pdf-format her.