Når du som ordinært medlem går på pension fra en stilling under Skatteministeriet, bliver dit medlemskab videreført som et ordinært medlemskab af Seniorforeningen Told & Skat (Seniorkredsen i Dansk Told & Skatteforbund). Læs mere om Seniorforeningen her.
Du har naturligvis mulighed for at melde dig helt ud af forbundet i forbindelse med overgang til pension, hvis du ikke ønsker dit medlemskab videreført gennem Seniorforeningen Told & Skat. Udmeldelse har dog den konsekvens, at du så mister adgangen til medlemstilbud hos bl.a. TJM Forsikring, Lån & Spar, Forbrugsforeningen m.v. samt adgangen til forbundets feriehuse.
Det er vigtigt, at du - når du går på pension - kontakter forbundets sekretariat ved mail til rm@dts.dk, så vi får din fremtidige medlemsregistrering korrekt på plads - både hos forbundet og hos Seniorforeningen Told & Skat.
Din kollektive gruppelivsordning samt forsikring ved kritisk sygdom hos FG ophører, når du går på pension. Vi kan dog tilbyde dig, at du - hvis du kontakter sekretariatet på ovenstående mail - kan beholde din gruppelivsforsikring.
Gruppelivsforsikringen løber til du fylder 67 år og koster pt. kr. 195 pr. måned, opkrævning fremsendes via Betalingsservice – du kan finde en forsikringsoversigt på MIT Gruppeliv på fg.dk.
Såfremt sekretariatet ikke hører fra dig, ophører din forsikring ved din afgang.
Bemærk: Hvis du IKKE ønsker at opretholde din gruppelivsaftale efter pensionering, gør vi dig opmærksom på, at får du - inden ophør af din gruppelivsaftale - diagnosticeret en kritisk sygdom, der opfylder forsikringsbetingelserne for udbetaling, har du op til 6 måneder, efter ophør af din gruppelivsaftale, til at anmode om udbetaling. Hvis anmeldelsen IKKE er foretaget indenfor de 6 måneder, er du ikke berettiget til udbetaling.
Hvis du som ordinært medlem hører under TAT-Kredsen, bliver dit medlemskab videreført som et medlemskab af TAT-Kredsens Seniorgruppe. Læs mere om Seniorgruppen her.
Her er det også vigtigt, at du - når du går på pension - kontakter forbundets sekretariat ved mail til rm@dts.dk, så vi får din fremtidige medlemsregistrering korrekt på plads - både hos forbundet og hos Seniorgruppen i TAT.
TAT-Kredsens medlemmer er ikke omfattet af den kollektive gruppelivsordning, hvorfor tilbuddet om at fortsætte ordningen efter pensionering ikke gælder for pensionerede medlemmer fra TAT-Kredsen.