SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 16/2022

22. september 2022
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 19. september 2022. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Den økonomiske situation
Hovedbestyrelsen drøftede den generelle økonomiske situation i samfundet – herunder de udfordringer, som mange familier oplever på baggrund af den høje inflation, der især skyldes stigende energipriser.

På det private arbejdsmarked har der været eksempler på, at der er aftalt ekstraordinære lønstigninger som en kompensation for de stigende priser. Noget tilsvarende er der ikke mulighed for i de lønaftaler, der er indgået på det statslige område, hvor der ikke er indbygget en regulering på baggrund af udviklingen i priserne.

Men lønstigninger på det private arbejdsmarked vil – alt andet lige – føre til en forhøjelse af de statslige lønninger gennem udmøntning af den aftalte reguleringsordning. En regulering, der dog vil komme med nogen forsinkelse, da reguleringsordningen normalt kun udmøntes én gang om året – næste gang pr. 1. april 2023.

Ved aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2021 blev det aftalt, at de statslige lønninger stiger med 0,30% pr. 1. oktober 2022.

Politisk har der været fremsat bud på, at konkrete grupper af offentligt ansatte skal have en større lønfremgang i forhold den generelle lønudvikling. Dansk Told & Skatteforbund er stærkt modstander af, at politikerne på den måde forsøger at sætte forhandlingerne mellem parterne ud af spil og kortslutte den danske model for lønforhandlinger. Dansk Told & Skatteforbund ønsker ikke, at konkrete personalegrupper skal opnå en særlig lønfremgang på bekostning af andre grupper af offentligt ansatte.

Seniorordninger i Skatteforvaltningen
Fælles Myndighedsforum, som består af styrelsesdirektørerne i Skatteforvaltningen, har stadfæstet, at det fortsat skal være muligt at indgå aftaler om seniorordninger med på til 12 seniordage om året.

Formuleringen i Serviceboksen vil nu blive ændret, så kritiske kompetencer ikke indgår som et kriterium. Fremover er det den generelle tekst, som er aftalt mellem parterne på det statslige område, der gælder, og der vil kunne indgås aftaler om seniorordninger, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt.

Kontrolpakken
Kontrolpakkens etape IV skal endeligt aftales i forbindelse med aftalen om finansloven for 2023. Her forventes der også politiske forhandlinger om en økonomisk flerårsaftale for Skatteforvaltningen. Processen med de politiske forhandlinger vil dog blive sat i stå, hvis der udskrives valg.

Hovedbestyrelsen drøftede den rekruttering, der indtil videre er sket som konsekvens af styrkelse af skattekontrollen gennem kontrolpakkerne. Forbundet vil på næste møde mellem personaleorganisationerne og departementschefen spørge til fordelingen mellem egentlige kontrolopgaver og mere administrative funktioner.

I forbindelse med den rekruttering, der sker til styrkelse af skattekontrollen, kan Dansk Told & Skatteforbund fortsat konstatere, at professionsbachelor i skat i nogle tilfælde fortsat ikke indgår i stillingsopslagene, selvom professionsbachelorer i skat har en uddannelse, der netop er målrettet disse opgaver. Forbundet vil bringe dette op for direktøren for Administrations- og Servicestyrelsen.

Fusion med TAT
Arbejdet i fusionsgruppen og i de nedsatte arbejdsgrupper er gået i gang, og drøftelserne foregår i en meget konstruktiv stemning.

Der vil blive orienteret om arbejdet med fusionen på forbundets repræsentantskabsmøde den 25. og 26. oktober 2022. Der arbejdes frem mod, at forslaget om fusion vil kunne blive behandlet på en ekstraordinær kongres i april 2023.

Rumtemperatur på statens arbejdspladser
Der har været rejst spørgsmål om regeringens beslutning om, at rumtemperaturen på statens arbejdspladser til vinter skal sænkes til 19 grader.

Arbejdstilsynet har været konsulteret, og de anbefaler en rumtemperatur mellem 20 og 22 grader – og ikke under 18 grader. Regeringens beslutning er derfor indenfor anbefalingens rammer.

Da temperatursænkningen ikke er begrundet i et ønske om at spare penge men at spare energi, vil forbundet gennem Skatteforvaltningens Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) foreslå, at der lokalt med udgangspunkt i behovet i de enkelte huse kan afsættes ressourcer til at etablere foranstaltninger, der kan være med til at afhjælpe konsekvenserne af den nedsatte rumtemperatur.

Forbundet vil løbende følge udviklingen og gå i dialog med ledelsen, så de lavere temperaturer bliver til mindst mulig gene for medarbejderne i Skatteforvaltningen.


Lån & Spar er danskernes favoritbank

4379 danske bankkunder blev spurgt, hvilken bank, de har mest tillid til. Det resulterede i en flot førsteplads til Lån & Spar, som Dansk Told & Skatteforbund er medejere af.

Som medlem kan du få særlige fordele. Læs mere og se dine medlemsfordele i Lån & Spar her.

Hent NYT fra DTS nr. 16/2022 i pdf-format her.

hjemme ill 14