Ejendomsvurderingen
Personaleorganisationerne i SKAT har den 19. september 2008 sendt følgende fællesbrev til told- og skattedirektør Ole Kjær om ejendomsvurderingen:
“Personaleorganisationerne i SKAT har fulgt debatten omkring ejendomsvurderingen nøje. Indledningsvis skal det bemærkes, at organisationerne hverken kan eller skal tage stilling til, hvorvidt der er behov for ejendomsvurderingen og i hvilken form – det er ren politik.
Men organisationerne modtager rigtig mange henvendelse fra vores medlemmer, som er meget frustrerede over situationen samt usikre på udmeldingerne om vurderingens fremtid - både de interne og eksterne meddelelser.
Organisationerne har bemærket udmeldingen af 3. september 2008, hvori det understreges, at medarbejderne i ejendomsvurderingen og de, der behandler klager i ankenævnssekretariaterne, gør et stort og vigtigt arbejde.
Udmeldingen har desværre ikke medført, at der er faldet ro på medarbejderne. Der breder sig en usikkerhed, idet medarbejderne ikke ved, hvordan fremtiden ser ud og medarbejderne ikke føler, at det arbejde de udfører, bliver værdsat af Skatteministeren.
Set i lyset af SKATs vision om at være en attraktiv arbejdsplads, er der et stort behov for at medarbejderne får klarhed over, hvordan deres fremtid i SKAT ser ud.
Da SKAT står foran en ny struktur pr. 1. januar 2009 vil organisationerne foreslå, at personalet i ejendomsvurderingen har mulighed for at ønske en alternativ placering på lige fod med det øvrige personale, hvis afdeling ophører eller bliver delt i forbindelse med den nye struktur.
Organisationerne vil derfor opfordre til, at der allerede nu afholdes en ekstra MUS-samtale for de berørte medarbejdere.
Dette kan være nødvendigt for at fastholde de medarbejdere, der i dag er på opgaven, som ellers måske vil søge andre udfordringer – både i og uden for SKAT.
Med venlig hilsen
Inge Lise Frost Katja Munkholm Nielsen Jørn Rise
HK SKAT AC-Landsklubben SKAT DTS” Hent NYT fra DTS nr. 33/2008 i pdf-format her.