SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 4/2024

21. februar 2024
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde tirsdag den 20. februar 2024.

OK24
På mødet gennemgik og drøftede hovedbestyrelsen resultatet af det generelle forlig på statens område i forbindelse med OK24. I NYT fra DTS nr. 3/2024 er der link til informationer om indholdet i forliget – bl.a. de generelle lønstigninger pr. 1. april 2024 på 5,89%.

Det indgår også i forliget, at der afsættes 0,6% af rammen til forhandlinger om de specielle krav på de enkelte organisationers område.

På Dansk Told & Skatteforbunds forhandlingsområde under Skatteministeriet udgør de 0,6% ca. 7,5 mio. kr. Forhandling om udmøntning af denne pulje til de krav, som Dansk Told & Skatteforbund har stillet vedrørende medlemmerne under Skatteministeriet, startede den 19. februar 2024, hvor forbundet og CO10 var til den første forhandling med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Tilsvarende forhandlinger på TAT-Kredsens medlemsområder starter op i næste uge.

Hovedbestyrelsen kan først tage stilling til det samlede resultat af forliget, når disse forhandlinger om de specielle krav er afsluttet. Det forventes at kunne ske på det planlagte hovedbestyrelsesmøde den 19. marts 2024.

CO10´s repræsentantskab skal tage stilling til resultatet af aftale- og overenskomstforhandlingerne på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 20. marts 2024.

Så snart det er muligt, vil sekretariatet udarbejde nærmere information om resultatet af forliget – herunder de specielle krav på forbundets område.

Der afholdes et informationsmøde på Teams for tillidsrepræsentanterne under Skatteministeriets styrelser om forliget, så tillidsrepræsentanterne er i stand til at informere og drøfte resultatet med medlemmerne – herunder at beslutte, om der evt. skal gennemføres vejledende afstemning i valgenhederne.

På baggrund af debatten i valgenheder og kredse tager forbundets hovedbestyrelse stilling til, om forbundets repræsentanter skal stemme ja eller nej til det samlede forlig i forbindelse med godkendelsen i CO10.

Tillægsforhandlingerne
Tillægsforhandlingerne i Skatteministeriets styrelser er nu ved at skulle starte op.

Hovedbestyrelsen havde en generel udveksling og drøftelse af erfaringerne i forbindelse med årets tillægsforhandlinger.

Hent NYT fra DTS nr. 4/2024 i pdf-format her.

hjemme ill 14