Dansk Told & Skatteforbunds repræsentantskab har på mødet den 30. oktober 2006 drøftet situationen omkring regeringens forslag til finanslov for 2007. Repræsentantskabet tager afstand fra forslaget og har vedtaget følgende udtalelse:
Nok er nok!
SKAT sikrer pengene til velfærd i det danske samfund. Men med forslaget til finanslov for 2007 mener regeringen åbenbart, at der kommer nok penge i de offentlige kasser – uden det er nødvendigt at videreføre SKATs nuværende ressourcer til kontrol og inddrivelse. I hvert fald foreslår regeringen, at en fjerdedel af SKATs allerede reducerede medarbejderstab skal skæres bort i de kommende fire år.
Et fantastisk regnestykke har ført til denne konklusion!
Finansministeriet bygger konklusionen om et for højt ressourceforbrug i SKAT på en total ugennemskuelig benchmarkanalyse, hvor den danske skatteforvaltning sammenlignes med forvaltningerne i de øvrige nordiske lande. En analyse, der tager sit udgangspunkt i den tidligere struktur på skatteområdet, hvor opgaven var delt mellem kommunerne og staten. Og en analyse, der kun forholder sig til den rå personaleanvendelse – uden bl.a. at tage højde for de påviselige forskelle i lovgivningen.
Samtidig tager det opgjorte rationaliseringspotentiale udgangspunkt i en modernisering af SKATs it-systemer. En modernisering, der – hvis alt holder – først er gennemført om tre-seks år. Systemmoderniseringen bygger i øvrigt på et ”låneprincip”, hvorefter SKAT over en periode skal tilbagebetale 1 mia. kr. – vel at mærke ud over de besparelser, der i øvrigt er lagt op til.
Regeringen lider af den vildfarelse, at penge til velfærdssamfundet kommer ind i de offentlige kasser af sig selv – ”adfordøren”, som skatteminister Kristian Jensen udtrykker det. Det bygger på en høj skattemoral hos borgere og virksomheder, hvor man forventer, at alle betaler det, de skal. En skattemoral, der langsomt - men sikkert - vil skride i takt med, at SKAT ikke længere har ressourcer til at kigge de uærlige borgere og virksomheder efter i kortene. Det er krænkende for retssikkerheden hos ærlige borgere og virksomheder, hvis flere ”snydere” slipper, fordi SKAT bliver skåret ned.
Samtidig med reduktionen af ressourcerne i SKAT skal der indføres en ny strategi for SKATs indsats overfor borgere og virksomheder. Hvor fokus flyttes fra kontrol til service. Uanset hvilken strategi man har – eller måtte opfinde – er det nødvendigt med ressourcer til et område, hvor politikere selv har vedtaget love med en høj kompleksitet, eller hvor Danmark har EU-forpligtigelser vedr. bl.a. narkokontrol og varemærkeforfalskning.
Danmark er ikke kendt for verdens mest simple skatte- og afgiftslovgivning! Derfor er der også en stor rådgiverbranche – revisorer og advokater – der skal matches professionelt. En branche, der ikke reducerer sine ressourcer i disse år.
Aktuelt kan man se på tallene for inddrivelse af borgernes gæld til det offentlige, at SKAT mangler ressourcer. Skatteministeren siger, at det er et overgangsfænomen – vi siger, at allerede nu er der skåret så mange ressourcer på inddrivelsesområdet, at der er færre ressourcer end det, der var forudsat ved opgavens overgang fra kommunerne til staten. Det uanset, at man på nuværende tidspunkt tilfører 220 årsværk ekstra til området. Sorteper bliver kommunerne, som får færre penge i kassen – og sorteper bliver dermed i sidste ende borgerne.
Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer forstår ikke, at Finansministeriet mener, at den amputerede indsats, det reducerede SKAT kan yde, er nok. Til børnehaver, til skoler, til ældrepleje – og til sikring af de svage i samfundet. Vi forstår ikke, at ”nok er nok”. Det er uambitiøst – og ville aldrig ske i en privat virksomhed, der fokuserer på lønsomhed og bundlinje. Ressourcerne til SKAT er i forvejen skåret ind til benet gennem besparelsesrunder over de seneste 16 år. NU er det NOK!
Det er NOK, fordi SKAT i 2010 efter den naturlige afgang står med op mod 1.000 medarbejdere i overskud på grund af Finansministeriets underlige regnestykke - og derved risikerer at skulle ud i en omfattende afskedigelsesrunde.
Det er NOK, fordi SKATs medarbejdere som spydspidser i strukturreformen i den offentlige forvaltning - med bl.a. uansøgte forflyttelser mellem landsdele - behandles anderledes end andre statsansatte.
Det er NOK, fordi medlemmernes faglige stolthed og ønske om at levere en arbejdsindsats til gavn for samfundet dagligt lider et alvorligt knæk på grund af mangel på ressourcer.
Derfor må skatteministeren og finansministeren finde frem til realistiske tal for personaleudviklingen i SKAT de næste fire år.
Hent NYT fra DTS nr. 52/2006 i pdf-format her.