Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde den 11. marts 2009. Hovedbestyrelsesmødet blev afholdt i forlængelse af den tillidsmandskonference, som Dansk Told & Skatteforbund afholdt for forbundets kredsbestyrelser den 10. og 11. marts 2009.
På tillidsmandskonferencen havde tillidsrepræsentanterne mulighed for at drøfte aktuelle emner i SKAT - bl.a. struktur og forandringer. SKATs direktør for Økonomi og Kommunikation Karsten Juncker gav sammen med kontorchef Marianne Linke en gennemgang af forløbet omkring, hvordan en finanslov bliver til på SKATs område.
På konferencen var der en bred opbakning fra tillidsrepræsentanterne til Dansk Told & Skatteforbunds linie med offensivt at gøre opmærksom på ressourcesituationen i SKAT.
På hovedbestyrelsesmødet blev der bl.a. behandlet følgende sager:
Budgetaftale
Hovedbestyrelsen drøftede strategien omkring forbundets forsøg på at præge grundlaget for den budgetaftale, som politikerne skal indgå omkring SKATs økonomi for de kommende år.
Det er fortsat hovedbestyrelsens klare opfattelse, at grundlaget for en faglig forsvarlig løsning af opgaverne er til stede i SKAT - bl.a. gennem indsatsstrategien - men at der er for få ressourcer til at løse de samlede opgaver.
Dansk Told & Skatteforbund vil derfor forsat arbejde på at påvirke det politiske niveau, så ressourcerne til SKAT kan blive genoprettet.
Lønseminar
SKAT har afholdt et lønseminar, hvor repræsentanter fra SAC og personaleorganisationerne deltog og drøftede lønspørgsmål - bl.a. evaulering af lønpolitikken og spørgsmål om tillægspulje til de lokale forhandlinger i 2009.
Det er endnu uklart hvor stor puljen til tillæg vil blive i 2009 - og hvornår den vil blive udmeldt og udmøntet.
Dansk Told & Skatteforbund har henvist til, at der ved de centrale aftale- og overenskomstforhandlinger i 2008 blev forudsat en gennemsnitlig lokal lønglidning på 0,5% pr. år. Denne lønglidning indgår som en del af den samlede ramme for aftale- og overenskomstforhandlingerne. Dansk Told & Skatteforbund er derfor af den klare opfattelse, at denne lønglidning må udmøntes ved, at SKATs direktion forhøjer den pulje, der er til lokale forhandlinger om Ny Løn-tillæg her i 2009, så puljen ikke alene kommer til at omfatte de genanvendelige midler.
Seniormøder
Dansk Told & Skatteforbund planlægger at afholde seniormøder for medlemmer på 55 år og derover. Møderne planlægges og afvikles i samarbejde med PFA Pension og vil omhandle forskellige emner omkring pension, senioraftale m.v.
Det er planen, at møderne afvikles i 3. og 4. kvartal i år - og med et møde i hver af forbundets kredse (bortset fra Chefkredsen).
Der vil blive udsendt nærmere information om møderne, når den mere konkrete planlægning er på plads.
Forbundets udvalg
Hovedbestyrelsen godkendte de nye kommissorier for forbundets interne udvalg og drøftede principper for udpegning af medlemmerne til udvalgene.
Det forventes at den endelige sammensætning af udvalgene vil være på plads i løbet af kort tid.
Forbundets struktur
Forbundet har modtaget henvendelse fra grupper af medlemmer, som ønsker at søge “sognebånd” - altså tilhøre en anden lokalafdeling end den, de hører hjemme i på baggrund af deres fysiske placering.
Anmodningerne skal ses på baggrund af, at de pågældende medlemmer ønsker at tilhøre en lokalafdeling under den kreds, hvor deres aftale- og forhandlingsret er placeret. Dette stemmer ikke overens med forbundets struktur, hvor tilhørsforhold til lokalafdelingen afgøres af, hvor man fysisk er placeret - mens aftale- og forhandlingsretten er placeret i den kreds, som svarer til den region, hvor direktøren for det pågældende område er placeret.
Hovedbestyrelsen har dog en bemyndigelse til at foretage justeringer i forbundets interne struktur - og det er på den baggrund, at der allerede er godkendt nogle “sognebåndsløsninger” for særlige grupper.
Hovedbestyrelsen drøftede de nye ansøgninger. Et flertal på 15 af hovedbestyrelsens 17 medlemmer fandt, at spørgsmålet om yderligere “sognebåndsløsninger” skal ses i sammenhæng med den evaluering af forbundets interne struktur, der skal ske på repræsentantskabsmødet i oktober.
Flertallet besluttede derfor ikke at tage stilling til spørgsmålene om løsning af sognebånd på nuværende tidspunkt. Anmodningerne skal sammen med eventuelt yderligere anmodninger, som skal indsendes til forbundet inden den 1. juni 2009, behandles samlet på hovedbestyrelsesmødet den 16.-18. juni 2009 - hvor de også vil indgå i forbindelse med grundlaget for evalueringen af forbundets interne struktur på repræsentantskabsmødet i oktober.
Er der yderligere medlemsgrupper rundt omkring, som ønsker tilknytning til en anden lokalafdeling end den, de er tilknyttet ud fra deres fysiske placering, skal de derfor indsende begrundet anmodning om at løse sognebånd til sekretariatet inden den 1. juni. Hent NYT fra DTS nr. 9/2009 i pdf-format her.