SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 13/2009

17. april 2009
Lønpuljerne
SKAT har nu udmeldt puljerne til de lokale lønforhandlinger her i 2009.

Den samlede pulje til lokale forhandlinger er 43,8 mio. kr. i 2009. Denne pulje skal ses i sammenhæng med, at der i 2008 var 65 mio. kr. til lokale lønforhandlinger.

At puljen i 2009 er mindre end i 2008 skal bl.a. ses ud fra, der i 2009 er færre genanvendelige midler (engangsvederlag fra 2008 og tilbageløb fra aftrappede Pac-Mac tillæg) end der var i 2008.

Dansk Told & Skatteforbund er bestemt ikke tilfreds med størrelsen af den lønpulje, som SKATs direktion har fastsat her i 2009 - men må respektere, at størrelsen af puljen er en beslutning, der er omfattet af ledelsesretten.

Dansk Told & Skatteforbund havde en klar forventning om, at den lønglidning på 0,5% som er fastsat ved indgåelse af aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2008 - og som er en del af den samlede ramme af resultatet - også ville komme til udtryk i SKAT ved en opskrivning af puljen til lokale løntillæg. 0,5% ville i SKAT have udgjort ca. 17 mio. kr.

Dansk Told & Skatteforbund anerkender, at denne lønglidning, som indgår i aftale- og overenskomstrammen, er udtryk for en gennemsnitlig lønglidning på hele det statslige område. Forbundet må dog konstatere, at SKATs ledelse ved fastsættelsen af puljerne til lokale løntillæg hverken i 2008 eller 2009 har ladet den forudsatte lønglidning på 0,5% få indvirkning på puljerne i SKAT. Dette er meget utilfredsstillende.

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse har derfor også allerede besluttet, at forbundet nærmere vil overveje betingelserne i den nuværende aftale om Ny Løn - og herunder den fortsatte anvendelse af Ny Løn i SKAT.

Bortset fra uenigheden om størrelsen af lønpuljen, har der været et positivt forhandlingsforløb mellem SAC og personaleorganisationerne - og der er enighed om, at dette positive forhandlingsforløb gerne skal udbredes til de regionale forhandlinger, der nu skal ske om udmøntningen.


SKATs lokalisering
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse havde ordinært møde den 14. april 2009, hvor hovedbestyrelsen først og fremmest drøftede de planer for ændret lokalisering i SKAT, som ledelsen har præsenteret.

Hovedbestyrelsen besluttede, at forbundet skal indsamle reaktioner fra medlemmerne rundt omkring i landet. Disse reaktioner vil sammen med hovedbestyrelsens overordnede holdning til lokaliseringsplanen danne grundlag for en udmelding. Denne udmelding vil først i næste uge blive sendt til told- og skattedirektør Ole Kjær - og hurtigt herefter blive offentliggjort i et NYT fra DTS.

Hent NYT fra DTS nr. 13/2009 i pdf-format her.