Eventuelle afskedigelser i SKAT
På møde den 4. juni i Hovedsamarbejdsudvalget orienterede told- og skattedirektør Ole Kjær under punkt 5 - Rekrutteringsmuligheder for elever - om, at man er i gang med at se på de udviklingsprojekter, som i den kommende tid kræver yderligere tilførsel af medarbejdere og i særdeleshed særlige kompetencer. Ole Kjær orienterede om, at dette egentlig er et hængeparti fra implementeringen af den nye struktur pr. 1. januar 2009.
I forbindelse med tilvejebringelse af disse kompetencer meddelte Ole Kjær, at der kan opstå en situation, hvor man bliver nødt til at søge efter disse kompetencer eksternt, og da SKATs lønsum er trængt, så kan det blive nødvendigt at afskedige for at skabe plads til at rekruttere de rette kompetencer.
Beslutning om eventuel afskedigelse vil blive givet i august.
Det blev videre oplyst, at lønsumsproblemer alene er fremadrettet og vedrører 2010, idet man i 2009 ganske vist har et overtræk i nærheden af 110 mio. kr. på lønsumsrammen, men at man har en trækningsret på 100 mio. kr. på en kassekredit".
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse vil på møde den 16.-18. juni tage stilling til de udmeldinger om eventuelle afskedigelser, som altså er kommet på HSU-mødet, og forbundet vil herefter melde ud, hvad vi mener om det. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at forbundet klart håber, at SKATs ledelse formår at følge op på de udtalelser, der er kommet på det seneste om, at man ikke mener, at der kan komme afskedigelser i den aktuelle situation.
Så umiddelbart skal der lyde en opfordring til at undgå en opfyldelse af det varsel, som altså er givet omkring afskedigelser.
Der vil komme yderligere information fra SKAT, idet emnet i øvrigt er udtaget som informationspunkt fra HSU.
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholder ordinært møde den 16.-18. juni 2009 med følgende punkter på dagsordenen:
• Temadrøftelse om forbundets strategiske koncept
• Repræsentantskabsmøøde i Aalborg
• SKATs organisation
• DTS’s organisation
• Tillæg 2009
• Grænsedragning
• Feriehuse
• Økonomi
• Nyt fra udvalgene
• Gensidig information
Ledige ferieboliger i højsæsonen
Der er følgende ledige ferieboliger i højsæsonen på grund af afbud:
Prag: 21.-28. juni
Gudhjem, Lejlighed 2: 11.-18. juli
Spodsbjerg, Kærbølle 4.-11. juli
Ferieboligerne kan lejes ved telefonisk henvendelse til forbundets sekretariat. Hent NYT fra DTS nr. 20/2009 i pdf-format her.