SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 21/2009

19. juni 2009
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse har afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde den 16.-18. juni 2009.

På mødet havde hovedbestyrelsen en grundig drøftelse om SKATs struktur og de aktuelle initiativer omkring flytning af opgaver. Dansk Told & Skatteforbund forventer i løbet af næste uge at udsende et NYT fra DTS, der alene fokuserer på forbundets holdninger omkring SKATs organisation.

På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. også følgende emner:

Dansk Told & Skatteforbunds struktur
Dansk Told & Skatteforbunds struktur blev ændret på kongressen i oktober 2008 som en konsekvens af ændringerne af SKATs struktur.

Da mange punkter omkring SKATs struktur på det tidspunkt var uklare, blev der i vedtægterne givet hovedbestyrelsen en udvidet mulighed for at justere forbundets struktur i kongresperioden, hvis der var behov for det.

Det har bl.a. givet anledning til, at nogle medlemsgrupper rundt omkring i landet har anmodet om at “løse sognebånd” til en anden lokalafdeling - og dermed kreds - end den de tilhører ud fra “det geografiske nærhedsprincip”, hvor medlemmerne uanset organisatorisk tilhørsforhold i SKAT hører til DTS-lokalafdelingen ved den lokalitet, hvor de fysisk hører hjemme.

Hovedbestyrelsen har tidligere behandlet og godkendt nogle af disse anmodninger om løsning af sognebånd - og sagt nej til andre - ud fra en konkret vurdering.

Hovedbestyrelsen havde på mødet en grundig drøftelse af muligheden for at løse sognebånd. Det var opfattelsen, at modellen med at løse sognebånd ikke kan ses isoleret, men at der på baggrund af de erfaringer, der nu er indhøstet med SKATs organisering, skal ske en egentlig evaluering af forbundets struktur - herunder også den nuværende tillidsrepræsentantstruktur.

Hovedbestyrelsen besluttede derfor, at der ikke på nuværende tidspunkt bliver godkendt flere “sognebåndsløsninger”, men at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal evaluere forbundets struktur og komme med forslag til eventuelle justeringer, som så kan blive behandlet på repræsentantskabsmødet i oktober. Arbejdsgruppen, som består af forbundsformand Jørn Rise, kredsformand Lene Höilund Jensen og redaktør Ole Pedersen modtager meget gerne inspiration fra medlemmerne, hvis der er synspunkter omkring forbundets nuværende struktur, som bør indgå i evalueringen.

Hovedbestyrelsen behandlede også de nye vedtægter fra forbundets lokalafdelinger og kredse, som efter godkendelsen på generalforsamlingerne og repræsentantskabsmøderne i foråret. Disse nye vedtægter skal i henhold til forbundets vedtægter formelt godkendes i hovedbestyrelsen.

Hovedbestyrelsen godkendte vedtægterne. For lokalafdelingerne under Kreds II (Midtjylland) dog med det forbehold, at den selvstændige økonomifunktion, som lokalafdelinger i Midtjylland har ifølge deres vedtægter, ikke er i overensstemmelse med forbundets vedtægter. Godkendelsen af disse vedtægter er derfor sket under forudsætning af, at de på næste ordinære generalforsamling i lokalafdelingen bliver ændret i overensstemmelse med forbundets vedtægter.

Tillæg 2009
Hovedbestyrelsen drøftede de regionale forhandlinger om tillæg, som nu er i gang rundt omkring i landet.

Lønforhandlingerne foretages af formanden for den kreds, som modsvarer den region i SKAT, som det enkelte medlem organisatorisk hører under. Det kan derfor være en kredsformand for en anden kreds, end den medlemmet er tilknyttet, som skal føre forhandlingerne. Forbundet vil via kredsene udsende informationer til medlemmerne. Dels så de ved, hvilken tillidsrepræsentant, der forhandler på deres vegne - dels for at klæde medlemmerne bedst muligt på til at komme i betragtning til et tillæg.

Efter tillægsstørrelserne er blevet udmeldt til regionerne, står det klart, at det beløb, som SKATs ledelse har valgt at afsætte til tillæg under Ny Løn i 2009, betyder, at der ved de enkelte afdelinger kun vil være få medarbejdere, der kan komme i betragtning til et tillæg eller et engangsvederlag.

Dansk Told & Skatteforbund er af den opfattelse, at det beløb til tillæg, der er afsat i SKAT i 2009, ikke er i overensstemmelse med intentionerne i Ny Løn. Med Ny Løn skulle det netop være muligt at honorere den enkelte medarbejders markedsværdi, men med de tillægsstørrelser, der er til rådighed i SKAT i år, har Dansk Told & Skatteforbund svært ved at se, at der kan ske målopfyldelse på dette punkt.

Forbundets faglige udvalg
Hovedbestyrelsen drøftede arbejdet i forbundets faglige udvalg - Toldudvalget, Inddrivelsesudvalget samt Skatte- og Afgiftsudvalget.

I den seneste tid har bl.a. Toldudvalget været meget i fokus i pressen - og hovedbestyrelsen gav opbakning til den linie, der har været i udmeldingerne fra Toldudvalget.

Dansk Told & Skatteforbund vil arbejde på at synliggøre arbejdet i de faglige udvalg - samt i Arbejdsmiljøudvalget og Kompetenceudvalget - endnu mere, end det sker i dag.

Medlemmerne er også til at give faglige indspark til udvalgene. Kontaktinformationer omkring udvalgene kan findes på forbundets hjemmeside.

Ferieboligerne
Hovedbestyrelsen besluttede, at der skal gennemføres nogle renoveringer i forbundets ferieboliger - både for at sikre standarden i og værdien af ferieboligerne.

Samtidig besluttede hovedbestyrelsen, at der fra den udlejningsperiode, som starter 1. april 2010, vil ske en justering af priserne på ferieboligerne. Det er otte år siden, der sidst er sket en forhøjelse af priserne.

Hent NYT fra DTS nr. 21/2009 i pdf-format her.