SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 32/2009

11. november 2009

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde tirsdag den 10. november 2009.

Hovedbestyrelsen drøftede især forhandlingerne omkring finansloven for 2010. Der er allerede sendt positive signaler omkring den delaftale, der er indgået mellem Dansk Folkeparti og regeringen (se NYT fra DTS nr. 31/2009). Hovedbestyrelsen håber meget, at det samlede forlig om finansloven kommer til at indeholde yderligere positive signaler omkring SKATs samlede ressourcesituation.

Hovedbestyrelsen havde også en grundig drøftelse af SKATs struktur - og især den seneste strukturændring, som betyder en sammenlægning af Skatteministeriets Departement og SKATs Hovedcenter.

Hovedbestyrelsen vil i den kommende tid nøje følge med i, hvordan den egentlige etablering af den nye fælles enhed vil ske. Der er lovet, at der bliver etableret en referencegruppe med deltagelse af personaleorganisationerne, og Dansk Told & Skatteforbund ser frem til at deltage i dette arbejde.

Dansk Told & Skatteforbund håber, at den nye organisation vil betyde, at der i højere grad bliver set i helheder i Skatteministeriet - at “driften” i regionerne kommer i et bedre samspil med de centrale processer omkring lovgivning og ministerbetjening.

Tillæg 2009
Hovedbestyrelsen drøftede status på forhandlingerne omkring tillæg. Der er indtil nu indgået aftale ved Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Nordsjælland, Region København og i Hovedcentret, mens der fortsat forhandles i Region Syddanmark og i Region Midt- og Sydsjælland.

Godtgørelse for transportudgifter
Spørgsmålet om godtgørelse for kørsel i egen bil i forbindelse med arbejdet i SKAT skal drøftes på mødet i SKATs Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) den 12. november 2009.

Det er fortsat Dansk Told & Skatteforbunds klare opfattelse, at der skal udbetales kørselsgodtgørelse til høj sats - uden andre restriktioner end de generelle regler for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse. SKAT bør ganske enkelt følge Statens satser for godtgørelsen.

Mødeplan 2010
Hovedbestyrelsen afholder følgende ordinære møder i 2010:

18.-20. januar
2. februar
9. marts
12. april
11. maj
16.-17. juni
23. august
13. september
5. oktober
25. oktober
16. november
6.-7. december

Repræsentantskabsmødet i 2010 bliver afholdt den 26. og 27. oktober i Middelfart.

Ny centralorganisation
Dansk Told & Skatteforbunds centralorganisation CO II har ført forhandlinger med OC (Overenskomstansattes Centralorganisation) om en sammenlægning af de to centralorganisationer.

Den nye centralorganisation, som forventes at få navnet CO 10, vil blive stiftet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 26. november 2009.

Multimedieskat
Hovedbestyrelsen drøftede de retningslinier SKAT udsender omkring administration af multimedieskatten.

Hovedbestyrelsen drøftede bl.a., om forbundet skal give en generel anbefaling til medlemmerne omkring, hvordan de skal forholde sig i relation til den kommende beskatning af multimedier til rådighed. Da spørgsmålet om man ønsker at blive omfattet af multimediebeskatningen er så individuel, ser forbundet dog ikke nogen mulighed for at yde et generelt råd.

Har medlemmer problemer i forbindelse med beskatningen, er man naturligvis velkommen til at kontakte forbundets sekretariat - og forbundet vil så bringe problemerne videre til SAC og Hovedcentret.

Medlemmerne skal være opmærksomme på, at man skal framelde sig multimediebeskatningen, hvis man ikke ønsker at være omfattet. Muligheden for at framelde sig vil først være tilgængelig fra på mandag den 16. november 2009, hor også SKATs retningslinjer vil blive offentliggjort. En eventuel frameldelse skal ske via SAP-systemer, og seneste frist er inden den 27. november 2009.


Opkrævning af kontingent til Dansk Told & Skatteforbund
Dansk Told & Skatteforbund omlægger opkrævningen af kontingentet, så opkrævningen fremover foregår via Økonomistyrelsen via træk over lønsedlen. Omlægningen sker for dels at spare en række arbejdsprocesser i forbundets sekretariat, dels for at spare penge.

Medlemmer med baggrund i ToldSkat har altid fået opkrævet deres kontingent via lønsedlen (lønkoderne 9021, 9022, 9024 samt 9025 som er de forskellige lønkoder for kontingent, kredskontingent og gruppeliv). I forbindelse med etableringen af SKAT var det imidlertid ikke muligt at få opkrævet kontingentet for medlemmer med kommunal baggrund via lønsedlen, og der blev derfor etableret en opkrævning via PBS for disse medlemmer. En løsning med to systemer, som har været både dyr og arbejdskrævende.

Det er derfor nu lykkedes at indgå en aftale med Økonomistyrelsen, så opkrævningen for alle medlemmer i SKAT fremover kan foregå via lønsedlen.

Overgangen for de medlemmer, der hele tiden har fået opkrævningen foretaget via lønsedlen, vil ske pr. 1. december 2009. Disse medlemmer vil først og fremmest opleve, at opkrævningen fremover er samlet i en enkelt lønkode (8840), som omfatter både kontingent, kredskontingent og gruppeliv.

De medlemmer, der hidtil har fået opkrævningen foretaget via PBS, vil overgå til det nye system pr. 1. januar 2010. Alle medlemmerne, som bliver omfattet af denne ændring, har fået sendt et brev fra sekretariatet, hvor der bliver informeret nærmere om ændringerne.

Hent NYT fra DTS nr. 32/2009 i pdf-format her.