SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 12/2010

12. maj 2010
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 11. maj 2010. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Tillidsrepræsentantstrukturen
Skatteministeriets direktion og formændene for personaleorganisationerne er stadig i dialog omkring en ny tillidsrepræsentantstruktur. Der blev afholdt et møde den 10. maj, hvor der ikke blev opnået enighed omkring, hvor mange tillidsrepræsentanter, der skal være fremover. Drøftelserne fortsætter nu med personaleorganisationerne hver for sig.

Målet er fortsat, at et forslag til en ændring af forbundets struktur kan behandles på en ekstraordinær kongres i efteråret 2010.

Aftale- og overenskomstforhandlingerne 2011
Arbejdet med at forberede forbundet krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2011 fortsætter. Der vil i den kommende tid blive afholdt en række medlemsmøder i lokalafdelinger og kredse rundt omkring i landet, for medlemmerne har mulighed for at komme med forslag til krav.

Hovedbestyrelsen har besluttet, at forbundets tema for kravene skal være: “Sikring af realløn og pensionsvilkår - og forbedring af øvrige arbejdsvilkår”.

Indplacering som fuldmægtig eller specialkonsulent
Ved overgangen til de statslige løn- og ansættelsesvilkår blev en række medlemmer med kommunal baggrund på baggrund af deres lønindplacering i kommunen af SKAT indplaceret som specialkonsulent, selvom forbundet mener, at de pågældende burde være indplaceret som fuldmægtig med rådighedstillæg.

Spørgsmålet har været undersøgt nærmere af forbundets advokat og i forbundets centralorganisation CO 10. På den baggrund forventes der meget snart en endelig afklaring af, om der er baggrund for at rejse en sag. Forbundets sekretariat vil snarest vende tilbage med nærmere informationer om sagen via NYT fra DTS.

Titelændringer
Det regionale arbejde med ændring af titel for medarbejdere, der i forvejen har lønnen til en højere titel, er nu i gang. Det forventes, at det vil være et begrænset antal medarbejdere i hver region, som kan få en titelændring.

Tillæg 2010
Det skønnes på baggrund af opgørelse af engangstillæg og genanvendelige midler, at puljen til tillæg i år er 27,7 mio. kroner. Puljen har dog endnu ikke været endelig behandlet i direktionen - og der er stadig håb om, at den endelige puljestørrelse, der udmeldes til forhandling, vil være lidt større.

Det har været drøftet mellem direktionen og formændene for personaleorganisationerne, hvordan puljen skal fordeles mellem engangstillæg og varige tillæg. Det er Dansk Told & Skatteforbunds opfattelse, at den indgåede lønaftale skal respekteres, således at 50% udmøntes som engangstillæg og 50% som varige tillæg.

Dansk Told & Skatteforbund er af opfattelse, at en pulje af den størrelse, som der nu forventes udmeldt, er et symbol på, at Ny Løn ikke virker, som det var tænkt. Forbundet skal stærkt beklage, at den store arbejdsindsats fra medarbejdernes side ikke honoreres bedre. Det er stærkt utilfredsstillende, at der ikke kan udmøntes en større pulje - det er kun gået ned ad bakke, siden Ny Løn blev indført - og forbundet vil derfor forholde sig til den problemstilling i forbindelse med kravene til aftale- og overenskomstorhandlingerne i 2011.

Besparelser i staten
Regeringen har varslet store besparelser i den offentlige sektor. Det er endnu uafklaret, hvordan den statslige del af besparelserne skal fordeles mellem ministerierne.

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse udtrykker bekymring for, at SKAT - som en arbejdsplads, der i den grad er gennemrationaliseret og effektiviseret - bliver “belønnet” med krav om yderligere nedskæringer.

Hovedbestyrelsen må i den forbindelse bl.a. pege på, at de systemmoderniseringer, der var en del af forudsætningen for det personaletal, der nu er i SKAT, endnu ikke er på plads.

Dansk Told & Skatteforbund skal derfor opfordre regeringen til at tænke sig meget godt om, inden der pålægges SKAT yderligere besparelser.

Hent NYT fra DTS nr. 12/2010 i pdf-format her.