SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 15/2010

22. juni 2010
Dansk Told & Skatteforbund anlægger ikke sag
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse har på seneste møde besluttet, at forbundet ikke rejser sag ved Arbejdsretten og Tjenestemandsretten ift. indplaceringen på DTS løn- og pensionsvilkår for de tidligere kommunale skatterevisorer. Sagen drejer sig om, at SKAT valgte at indplacere de medarbejdere, der var på kommunalt løntrin 40 eller derover, som specialkonsulenter.

Både Dansk Told & Skatteforbunds advokat og centralorganisation, CO 10, har nu gennem en længere periode vurderet på sagen, og er kommet frem til ovennævnte konklusion.

Der har grundlæggende været rejst følgende problemstillinger i sagen:

1. Har de tidligere kommunalt ansatte skatterevisorer bevaret deres hidtidige lønvilkår ifm. overgangen til statslige løn- og pensionsvilkår,
2. er der sket brud på specialistaftalen i ToldSkat (SKAT) i forbindelse med indplaceringen, og
3. er der grundlag for eventuelt at rejse en civilretslig sag?

Konklusionen er, at ingen tidligere kommunalt ansatte medarbejdere, har fået forringet deres løn- og pensionsvilkår, hvorfor de aftaler der blev indgået i forbindelse med Kommunalreformen, må anses for at være overholdt til fulde. Det forhold, at nogle faktisk er blevet stillet bedre i forhold til tildeling af rådighedstillæg, danner ikke grundlag for at konkludere anderledes.

Mht. specialistaftalen, så har der under dette punkt været rejst to yderligere spørgsmål, idet det dels har været undersøgt, hvorvidt de tidligere kommunalt ansatte medarbejdere kunne anses for at være omfattet af den hidtidige lokale statslige aftale (specialistaftalen), og dels hvorvidt der i ToldSkat har været hjemmel til at indgå en sådan lokal aftale.

I forhold til den sidste del, så er det både advokatens og CO 10s opfattelse, at den lokale aftale ikke vil blive anset for at være bindende i forhold til en sag ved Arbejdsretten og Tjenestemandsretten. Årsagen hertil er helt konkret, at der ikke er hjemmel i hverken Fællesoverenskomsten under CO 10 eller i Tjenestemandsloven til at indgå aftaler med de lokale organisationer om forhold, der angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov (ledelsesretten).

Specialistaftalen anses for at have karakter af en normeringsaftale med tilhørende lønindplacering, hvorfor der ikke med bindende virkning kan indgås en sådan aftale. Ej heller Dansk Told & Skatteforbunds egne lønaftaler giver mulighed for dette. Spørgsmålet om, hvorvidt de tidligere kommunalt ansatte kunne anses for omfattet af aftalen anses herefter for at være irrelevant, men også her finder både advokat og CO 10 det tvivlsomt, hvorvidt de tidligere kommunale medarbejdere kunne anses for omfattet.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at rejse en civilretslig sag, er det advokatens vurdering, at et sådan søgsmål forudsætter, at der skal kunne udledes et individuelt tilsagn til den enkelte ansatte om indplacering som fuldmægtig, som den enkelte herefter kan støtte ret på. Det er advokatens opfattelse, at sådanne individuelle tilsagn ikke har været til stede, hvorfor også et civilretsligt søgsmål frarådes.

For at kunne foretage en grundig og fyldestgørende vurdering af ovennævnte forhold, har der som nævnt ovenfor gennem længere tid været afholdt en del møder med henholdsvis advokat og CO 10, ligesom der hele tiden har skullet fremskaffes yderligere materiale for at belyse nye problemstillinger mv.

Sagen har derfor strakt sig over en lang periode, men Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse har vurderet, at bla. grundet den store bevågenhed på sagen fra medlemmernes side, har det været vigtigt at foretage et grundigt udredningsarbejde, således at alle sider af sagen har været vendt. Grundlaget for det lange forløb skal også ses i lyset af, at advokaten i første omgang faktisk var positiv i forhold til at køre en sag, således at sagen alene afventede forhandlinger mellem CO 10 og Personalestyrelsen. Men foranlediget af CO 10 og dermed centralorganisationens undersøgelser, faldt sagen altså – desværre.

Har du/I spørgsmål, kommentarer mv. til ovenstående, er I velkommen til at kontakte faglig sekretær Jan Nørner – gerne via mail på jn@dts.dk.

Hent NYT fra DTS nr.15/2010 i pdf-format her.