Aftale- og overenskomstforhandlingerne 2011
Dansk Told & Skatteforbund har nu sendt forbundets krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne til vores centralorganisation CO 10. Det er forbundets hovedbestyrelse, der på deres seneste møde besluttede hvilke krav, der endeligt skulle prioriteres og fremsendes.
Dansk Told & Skatteforbund vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for de rigtigt mange gode forslag, som forbundet har modtaget via hjemmesiden, på medlemsmøder rundt i landet samt ved direkte henvendelser til forbundets sekretariat. Det er rart at se, at så mange af forbundets medlemmer har ønsket at involvere sig i arbejdet med OK-2011 ved at fremsende konkrete forslag.
Som det jo er ved alle overenskomstforhandlinger, så handler det i bund og grund om økonomi, så forbundet har ikke bare kunnet sende forslagene ukritisk videre. Derfor har forbundets hovedbestyrelse været nødsaget til at foretage denne sortering og prioritering.
Set ud fra den økonomiske situation i Danmark, og dermed også de statslige arbejdsgiveres økonomiske råderum, så har forbundet den helt klare opfattelse, at de kommende overenskomstforhandlinger ikke bliver en ”lønfest”. Dette er også helt i tråd med de meldinger, der allerede er sluppet ud fra centralt hold. Dette har dog ikke afhold Dansk Told & Skatteforbund fra at fremsende, både krav om løn- og pensionsforbedringer og forbedringer på andre ansættelsesvilkår.
Hen over efteråret behandler forbundets centralorganisation CO 10 alle de indkomne forslag, og Dansk Told & Skatteforbund vil på et tidspunkt blive indkaldt til møder, hvor de endelige krav, der skal fremsendes til Personalestyrelsen, vil blive drøftet og kvalificeret. Hvor mange af kravene, der så slipper igennem ”nåleøjet” til de endelige forhandlinger, vides på nuværende tidspunkt ikke. Det er vigtigt her at pointere, at CO 10 på lige fod med Dansk Told & Skatteforbund er aftalepart overfor de statslige forhandlere.
Reelt er CO 10 og Dansk Told & Skatteforbund nu en forhandlingssituation, selvom vi endnu ikke, hverken har fremsendt endelige krav til arbejdsgiver eller direkte har forhandlet med dem, så det videre forløb vil være at betegne som et ”lukket forløb”. Dansk Told & Skatteforbund kan derfor ikke melde konkret ud om, hvor langt vi er i forløbet med aftale- og overenskomstforhandlingerne, før der er indgået en endelig aftale. Dette vil formentligt først ske 1. kvartal i 2011.
Har du dog spørgsmål mv. af generel karakter, så er du velkommen til at kontakte faglig sekretær Jan Nørner i Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat. Enten via mail på adressen jn@dts.dk eller via telefon på 35 25 00 61 eller 26 74 48 41.
Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholder ordinært møde mandag den 13. september 2010 med følgende punkter på dagsordenen:
• TR-strukturen
• Forberedelse af repræsentantskabsmøde/ekstraordinær kongres
• SKATs struktur
• Tillæg 2010
• Finanslov 2011
• Enkeltsager
• Nyt fra udvalgene
• Økonomi
• Gensidig orientering
Distribution af Dansk Told & Skat
Forbundets sekretariat er blevet informeret om, at der i SKAT Midt- og Sydsjælland gennemføres et postprojekt, hvor al post bliver scannet. SKAT har derfor bedt os om, at Dansk Told & Skat til medlemmer, som fysisk er placeret i Midt- og Sydsjælland fremover sendes til medlemmernes privatadresse.
Modtageradresserne i bladet er derfor blevet ændret til privatadresserne for de pågældende medlemmer. Skulle der i den forbindelse været sket fejl, er man meget velkommen til at kontakte Rikke Martens – rm@dts.dk - i forbundets sekretariat.
Hent NYT fra DTS nr. 20/2010 i pdf-format her.