Aftale- og overenskomstforlig på statens område
Lørdag den 12. februar 2011 blev der indgået centralt overenskomstforlig mellem Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU). Et forlig, der gælder for samtlige arbejdspladser i staten.
Dansk Told & Skatteforbund har i dag sammen med de øvrige organisationer været til informationsmøde om resultatet. På dette møde blev der redegjort for indholdet i forliget. Det er meget tydeligt, at der ikke har været mange penge at gøre godt med i overenskomstperioden, og dette kan da også klart aflæses af resultatet.
Nedenfor er redegjort nærmere for de dele af forliget, der umiddelbart berører forbundets overenskomst- og aftaleområde. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Dansk Told & Skatteforbund på et senere tidspunkt vil udarbejde en nærmere information om resultatet af hele overenskomsten.
Overenskomstperiode og generelle lønstigninger
Der er aftalt en toårig overenskomst- og aftaleperiode, hvor der i hele perioden er aftalt generelle lønstigninger med 3,15 %. Disse 3,15 % kommer dog ikke lige til at kunne aflæses af lønsedlen, idet personaleorganisationerne som følge af reguleringsordningen på statens område, gik ind til forhandlingerne med et minus på 1,48 %. Det betyder konkret følgende generelle lønstigninger i overenskomstperioden:
Pr. 1. april 2011
Aftalt generel lønstigning 1,48 %
Reguleringsordningen -1,48 %
Generel lønstigning herefter 0,00 %
Pr. 1. april 2012
Aftalt generel lønstigning 1,67 %
Skønnet reguleringsordning 0,03 %
Generel lønstigning herefter 1,70 %
Samlet generel lønstigning i perioden efter fradraget fra reguleringsordningen udgør således 1,70 %
Udover de generelle lønstigninger, er der ikke afsat økonomiske midler til øvrige forbedringer.
Tjenestemandspension og førtidsfradragsprocent (først gældende fra 2019)
Som det var tilfældet ved overenskomstforhandlingerne for 2008, var fradragsprocenterne vedr. tjenestemandspensionerne igen et stort emne ved disse overenskomster. Endnu engang har Finansministeriet ønsket at forhøje fradragsprocenterne med henblik på at holde tjenestemændene længere tid på arbejdsmarkedet. Denne gang lykkedes det ikke organisationerne at holde Finansministeriet for døren, og der er derfor indgået ny aftale om reglerne for førtidsfradrag i tjenestemandspensionerne.
Helt overordnet betyder det, at fradragsprocenterne for tjenestemændene fra og med 2019 udgør følgende:
Fratræden som 60-årig: 17 %
Fratræden som 61-årig: 14 %
Fratræden som 62-årig: 6 %
Fratræden som 63-årig: 5 %
Fratræden som 64-årig: 4 %
Fratræden som 65-årig: 3 %
Fratræden som 66-årig: 1 %
Den videre proces
I forlængelse af afslutningen af de centrale forhandlinger, går forhandlingerne omkring de specielle krav i gang. Dansk Told & Skatteforbund har indtil nu kun været til et enkelt ”opstartsmøde” i Personalestyrelsen, og vi kender pt. ikke den videre tidsplan for forhandlingerne. Dog er det centralt aftalt, at forhandlingerne skal være afsluttet inden for en periode på fire uger. Disse forhandlinger er således en del af det samlede forlig på statens område. Det skal dog bemærkes, at der ikke er afsat penge til de specielle krav.
Dansk Told & Skatteforbund har indkaldt samtlige tillidsrepræsentanter til møde den 2. marts 2011, og dagen efter holder forbundets hovedbestyrelse møde.
På mødet med tillidsrepræsentanterne vil Dansk Told & Skatteforbund nærmere redegøre for det centrale overenskomstforligs indhold, herunder de dele af resultatet, som der ikke er afsat penge til. Det forventes også, at vi her kan komme med informationer om, hvor langt vi er med forhandlingerne om de specielle krav.
Som nævnt ovenfor udestår forhandlingerne omkring de specielle krav, hvorfor der endnu ikke er et endeligt forlig. Først når de specielle krav er færdigforhandlet, og der har været afholdt ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Dansk Told & Skatteforbunds centralorganisation CO 10, kan det afgøres om det endelige forlig kan stemmes hjem. Forinden dette repræsentantskab, skal Dansk Told & Skatteforbunds Hovedbestyrelse tage stilling til, hvordan forbundets repræsentanter i CO 10 skal forholde sig til det endelige resultat.
Det forudsættes endvidere i den forbindelse, at det samlede overenskomstresultat har været debatteret i forbundets kredse, således at kredsenes hovedbestyrelsesmedlemmer kan klædes bedst muligt på.
Har I spørgsmål mv. til ovenstående, er I velkommen til at kontakte faglige sekretær Jan Nørner i Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat. Jan Nørner kan kontaktes på 35 25 00 61 eller på mail jn@dts.dk.
Hent NYT fra DTS nr. 6/2011 i pdf-format her.