SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 14/2011

25. marts 2011

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelsesmøde i begyndelsen af april er på grund af datoerne for udpegning til afskedigelserne i SKAT flyttet til den 8. april.

Hovedbestyrelsen vil på mødet behandle følgende emner:

• OK’11 - forbundets stillingtagen til resultatet
• Afskedigelser i SKAT
• TR-struktur
• Plustid - begrænset aftale
• Gensidig information
• Økonomi


Afskedigelser i SKAT
På mandag den 28. marts afholdes der igen et møde mellem koncerndirektør Jesper Skovhus, HR-direktør Birte Deleuran og formændene for personaleorganisationerne, hvor processen i forbindelse med de kommende afskedigelser i SKAT skal drøftes.

Medlemmer, der har problematikker i forbindelse med afskedigelsesrunden, som de ikke synes er afklaret på nuværende tidspunkt, er meget velkomne til at sende dem ind til Dansk Told & Skatteforbund inden mødet på mandag.

Dansk Told & Skatteforbund vil på tirsdag vende tilbage med et NYT fra DTS på baggrund af mødet.


Generelle lønstigninger på det statslige og kommunale område
Dansk Told & Skatteforbund har erfaret, at der blandt forbundets medlemmer er en diskussion om, hvorfor der er så stor forskel på de generelle lønstigninger på henholdsvis det statslige område, også kaldet CFU-forliget, og på det kommunale område, også kaldet KTO-forliget. Dansk Told & Skatteforbund vil her forsøge at forklare, hvorfor der er forskelle i de generelle lønstigninger.

Som det fremgår af overenskomstforligene, er der for begge områders vedkommende tale om en nulløsning i det første overenskomstår. Det betyder, at der ikke er aftalt nogen generel lønstigning i 2011. I 2012 er der på det statslige område forhandlet en samlet lønstigning på 1,70 % igennem, og på det kommunale område 2,65 %. De enkelte samlede lønstigninger består af to dele, nemlig en aftalt generel lønstigning og en skønnet stigning via reguleringsordningen.

Aftalt generel lønstigning
Den aftalte generelle lønstigning er udtryk for den del af den samlede lønstigning, der rent faktisk er aftalt mellem parterne på henholdsvis det statslige og kommunale område.

På det statslige område er der i 2012 således aftalt en generel lønstigning på 1,67 %, og på det kommunale område en generel lønstigning på 1,91 %. Det er vigtigt her at pointere, at på det kommunale område sker lønstigningen over to gange, nemlig pr. 1. januar og 1. oktober, mens den statslige lønstigning sker pr. 1. april 2012.

Det skal endvidere bemærkes, at i lønstigningen på det kommunale område i 2012, indgår en tilgodehavende teknisk stigning fra tidligere år på 0,61 %.

Skønnet stigning via reguleringsordningen
Både på det statslige og det kommunale område opereres der med begrebet "reguleringsordningen". Denne ordning er for flere år tilbage aftalt mellem parterne for at sikre en nogenlunde ensartet lønudvikling i forhold til det private arbejdsmarked.
Reelt sker der det, at parterne på et givet tidspunkt, og via Danmarks Statistik, opgør lønudviklingen på det private og henholdsvis det statslige og kommunale område. Forskellene i denne lønudvikling udmøntes herefter via de generelle lønstigninger.

Det skal også her bemærkes, at der er forskelle i både opgørelses- og udmøntningstidspunktet på henholdsvis det statslige og kommunale område. Dette er yderligere med til, at tallene og herunder de generelle lønstigninger umiddelbart ikke kan sammenlignes.

Da ingen af parterne kender fremtiden, er der i første omgang foretaget et skøn i forhold til lønudviklingen på det private, henholdsvis det statslige og kommunale arbejdsmarked, som herefter indarbejdes i overenskomstrammerne og dermed de generelle lønstigninger i 2012. Disse skøn beror således på lønudviklingen i de tidligere år, som jo løbende har haft en indflydelse på beregningerne af reguleringsordningerne.

Konkret er der i 2012 skønnet en lønstigning via reguleringsordningerne på 0,03 % på det statslige område og 0,74 % på det kommunale område. Igen er det vigtigt at pointere, at der er tale om skøn, der gør, at billedet kan ændre sig i forhold til de samlede generelle lønstigninger, men dette må fremtiden vise.

Opsummering
Samlet set kan de generelle aftalte og generelle lønstigninger på henholdsvis det statslige og kommunale område i 2012 opgøres således:

Statsligt CFU-forlig
Aftalt generel lønstigning 1,67 %
Skønnet reguleringsordning 0,03 %
Generel lønstigning herefter 1,70 %

Kommunalt KTO-forlig
Aftalt generel lønstigning 1,91 %
Skønnet reguleringsordning 0,74 %
Generel lønstigning herefter 2,65 %

Er der spørgsmål til ovenstående så kontakt faglig sekretær Jan Nørner, enten via telefon på 35 25 00 61 eller via mail på jn@dts.dk.


Diplom i skat, grænsedragning og personalelinjeskift
Dansk Told & Skatteforbund har erfaret, at der ude omkring i skattecentre m.v. er en diskussion om, hvorvidt de medarbejdere, der her i marts måned færdiggør uddannelsen Diplom i skat, overenskomstmæssigt skal grænsedrages til HK/Stat eller til Dansk Told & Skatteforbund.

Lad os slå en ting helt fast! Dansk Told & Skatteforbund har i forbindelse med overenskomstforhandlingerne for 2011 indgået aftale med Personalestyrelsen om, at ansatte med Diplom i skat henhører under Dansk Told & Skatteforbunds forhandlings- og aftaleområde. Aftalen er underskrevet af alle parter, og kan findes på Personalestyrelsens hjemmeside.

Anmodning om personalelinjeskift
Dansk Told & Skatteforbund har endvidere konstateret, at der er en smule forvirring omkring processen for anmodning om personalelinjeskift for de medarbejdere, der her i marts har færdiggjort Diplom i skat.

Forvirringen består i, at der i SAC Selvhjælp står, at den enkelte skal indstilles via sin nærmeste leder. Dette har Dansk Told & Skatteforbund drøftet med SAC i Koncerncentret, og de har bekræftet, at den enkelte færdiguddannede ikke behøver gå via sin afdelingsleder.

De skal alene lægge en sag i SAC-Boksen, hvor de anmoder om personalelinjeskift, henviser til færdiggørelsen af Diplom i skat og vedlægger det seneste eksamensbevis, som de modtog i forbindelse med afslutningen af afgangsprojektet. SAC vil så herefter hurtigst muligt behandle sagen.

Spørgsmål m.v.
Er der spørgsmål m.v. vedrørende ovenstående er man velkommen til at kontakte de faglige sekretærer Anette Albrechtsen eller Jan Nørner i Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat.

Hent NYT fra DTS nr. 14/2011 i pdf-format her.