Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt møde den 15. august 2011. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende sager:
Kongres 2011
Hovedbestyrelsen behandlede materiale og forslag, som bliver lagt frem til behandling på Dansk Told & Skatteforbunds kongres den 25. og 26. oktober 2011.
Hovedbestyrelsen godkendte den skriftlige beretning og oplæg fra forbundets udvalg, som vil blive trykt som et tillæg til næste nummer af Dansk Told & Skat.
Hovedbestyrelsen vil fremlægge to forslag til behandling på kongressen. Et forslag til ændring af forbundets vedtægter, som gør det muligt, at Dansk Told & Skat kan udkomme i et mindre antal numre end i dag – og et forslag om en bemyndigelse til at forhandle en model for et tættere samarbejde mellem forbundet og Seniorforeningen Told●Skat. Forslagene vil blive tilgængelig på forbundets hjemmeside.
Hovedbestyrelsen besluttede at indstille forbundets regnskab for 2010 til godkendelse på kongressen. Regnskabet vil blive tilgængelig på forbundets hjemmeside i forbindelse med materialet til kongressen.
Endelig vedtog hovedbestyrelsen et forslag til budget for den kommende kongresperiode. Budgetforslaget indebærer, at kontingentet – såvel for ordinære som ekstraordinære medlemmer – stiger med 25 kr. pr. 1. januar 2012. Forbundets kontingent er ikke blevet justeret siden 2005 – bl.a. har den årlige, automatiske regulering af kontingentet været suspenderet. Det har betydet en reel reduktion af kontingentet i perioden på mellem 40 og 50 kr.
Samtidig indstiller hovedbestyrelsen, at medlemsbetalingen til gruppelivsordningen og forsikringen ved kritisk sygdom nedsættes fra 150 kr. til 140 kr. pr. 1. januar 2012. Dækningen ved de to ordninger vil være uændret.
Status på forskellige forhold
Hovedbestyrelsen fik en status på forskellige aktuelle sager her efter sommerferien.
Forbundets sekretariat er fortsat i gang med vurderingen af nogle af sagerne om afskedigelse af forbundets medlemmer. Hovedbestyrelsen gav bemyndigelse til, at der i tre konkrete sager bliver foretaget en ekstern juridisk vurdering, om der er grundlag for at rejse en sag.
Hovedbestyrelsen drøftede styrkelsen af toldkontrollen – bl.a. spørgsmålet om, hvordan stillingerne til styrkelse af toldkontrollen skal besættes samt hvordan der sikres kompetenceudvikling af de medarbejdere, der vil være nye på toldområdet.
Dansk Told & Skatteforbunds fokus på området vil fortsat være, hvordan der rekrutteres medarbejdere til toldområdet, hvem stillingerne besættes med, og hvordan det sikres, at de pågældende har de rette kompetencer.
Forbundet er blevet indkaldt til møde om tillægsforhandlingerne i 2011. På mødet, som afholdes den 18. august, forventes det, at Skatteministeriets direktion vil give en udmelding om størrelsen af puljen til tillæg i 2011. Direktionen er tidligere kommet med et foreløbigt udspil, hvor den del af puljen, der var til rådighed til faste tillæg, efter forbundets opfattelse var for lav.
Hent NYT fra DTS nr. 25/2011 i pdf-format her.