SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 23/2012

27. august 2012

Regeringens finanslovsforslag
Regeringens udspil til finansloven for 2013 er nu offentliggjort, og organisationerne har i den forbindelse fået en orientering om udspillet.

Det er væsentligt at fremhæve følgende omkring udspillet:

Den styrkelse, som skete i 2012 på 260 årsværk fortsætter i 2013, dog med en mindre reduktion til 230 årsværk.

Der sker en tilførsel af ressourcer/penge (325 årsværk/318 mio.) kr. til SKAT som følge af forsinkelsen af systemmoderniseringen og dermed muligheden for at gennemføre effektiviseringer samt nye opgaver vedrørende kørselsafgift for lastbiler, EU-projektet Mini One Stop shop.

Hvis man ser på ressourcerne i Skatteministeriet, så vil den største nedgang være i fra 2013 til 2014, hvilket i høj grad skyldes den frigørende effekt som følge af indførelsen af EFI.

Men man skal være opmærksom på, at der – udover de nævnte reduktioner – også vil komme effektiviseringskrav som følge af de budgetanalyser, som gennemføres af McKinsey og Finansministeriet. Disse analyser har deadline i begyndelsen af 2013.

Man kan altså konkludere, at der med de givne rammer for Skatteministeriet ikke er udstukket en jobgaranti, idet man med de kommende krav om effektivisering og gennemførelse af systemmoderniseringer vil skulle se på hele organisationens kompetencer til at løse de fremtidige opgaver.

Hvordan forholder forbundet sig så til udspillet.

Dansk Told & Skatteforbund finder, at det ok med tilførsel af midler og ressourcer som følge af udskydelsen af systemmoderniseringen, men forbundet havde gerne set, at regeringen havde indfriet de mange løfter om flere penge og ressourcer til Skatteministeriets område – løfter som blev givet af regeringspartierne, inden man trådte ind i regeringen.

Forbundet har nemlig det synspunkt, at det er godt for Danmark at have mere kapacitet til at sikre og øge indtægterne. Flere ressourcer til indsatsområdet er en god idé, når man ser på Skatteministeriet som et ministerium, hvor investerede penge kommer flerfold hjem – frem for at anlægge en gammel finansministeriel betragtning om, at tildelte penge er en udgift.

Vi håber, at man skifter det gamle synspunkt ud med det mere moderne investeringsmæssige synspunkt, så de dygtige medarbejdere i SKAT kan få ro til at gøre deres arbejde til gavn for den fælles husholdning i Danmark - og dermed velfærden.

Forbundet vil nøje følge det resultat, som kommer ud af de analyser, som udarbejdes af McKinsey og Finansministeriet.

Hent NYT fra DTS nr. 23/2012 i pdf-format her.