SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 25/2012

7. september 2012

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholder ordinært møde mandag den 10. september 2012. På dagsordenen er bl.a. følgende emner:

• Forbundets strategier for Finanslov 2013 og omstrukturering
• ”Bordet rundt” – informationer fra kredsene
• Status fra sekretariatet på aktuelle sager
• Arbejdstid, herunder Flekstidsaftale
• Forbundets synlighed
• OK 13
• Repræsentantskabsmøde oktober 2012
• Økonomi

Aftale- og overenskomstforhandlinger 2013
Dansk Told & Skatteforbund har nu sendt forbundets krav, bemærkninger mv. til aftale- og overenskomstforhandlingerne for 2013 til vores centralorganisation CO 10.

Der er ved disse aftale- og overenskomstforhandlinger tale om en anderledes proces, end den vi har været vandt til ved de seneste forhandlinger. Som følge af den smalle økonomiske ramme fra overenskomstforhandlingerne for 2011 er der taget udgangspunkt i de krav, der blev fremsat i den forbindelse, idet stort set ingen af disse krav blev imødekommet. Dansk Told & Skatteforbund har således måtte forholde sig til disse ”gamle” krav, og har kun i meget lille omfang kunne komme med nye forslag. Det er således også forventningen, at den økonomiske ramme ved aftale- og overenskomstforhandlingerne på statens område vil være stram, og vi kan derfor heller ikke denne gang forvente den store ”lønfest”. Dette er også helt i tråd med de meldinger, der trods alt er sluppet ud fra centralt hold.

Dansk Told & Skatteforbund vil dog gerne benytte lejligheden til at kvittere for de forslag til krav, som forbundet har modtaget fra medlemmerne. Det er altid rart, når forbundets medlemmer ønsker at involvere sig i aftale- og overenskomstforhandlingerne ved at indsende forslag til konkrete krav.

Hen over efteråret behandler forbundets centralorganisation CO 10 alle de forslag, der er indkommet fra medlemsorganisationerne, og det er forventningen, at Dansk Told & Skatteforbund på et tidspunkt i efteråret vil blive indkaldt til møder, hvor forbundets bemærkninger og krav, der skal videresendes til forhandlingerne med Finansministeriet/Moderniseringsstyrelsen, vil blive drøftet og kvalificeret. Hvor mange af kravene, der så vil slippe igennem ”nåleøjet” til de endelige forhandlinger, vides på nuværende tidspunkt ikke. Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at i forhold til Dansk Told & Skatteforbunds specielle krav, der alene knytter sig til forbundets aftaler og forhandlingsområde, er både Dansk Told & Skatteforbund og centralorganisation CO 10 ligeværdige aftaleparter i forhold til den statslige arbejdsgiver og forhandlere.

Reelt er CO 10 og Dansk Told & Skatteforbund nu i et forhandlingsforløb, selvom vi endnu ikke, hverken har fremsendt endelige krav til arbejdsgiver eller direkte har været i forhandlinger med dem, så det videre forløb vil være at betegne som et ”lukket forløb”. Dansk Told & Skatteforbund kan derfor ikke melde konkret ud om, hvor langt vi er med drøftelserne og forhandlingerne, før det er indgået en endelig aftale. Dette vil formentligt først ske i 1. kvartal i 2013.

Har I spørgsmål mv. omkring aftale- og overenskomstforhandlingerne, er I velkommen til at kontakte faglig sekretær Jan Nørner i Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat. Enten via mail på jn@dts.dk eller via telefon på 35 25 00 61 eller 26 74 48 41.

Hent NYT fra DTS nr. 25/2012 i pdf-format her.