SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 35/2012

30. november 2012

Studieforberedende forløb målrettet Diplomuddannelse i Skat
Har du behov for at få øget din studieparathed, hjælp til at øge udbyttet af dit studie eller har du eksamensangst? Så kan et nyudviklet forberedelsesforløb på Professionshøjskolen Metropol være noget for dig.

Ord og tanker i forhold til det at være studerende bliver sat i spil på et nyudviklet studieforberedende forløb forud for Diplomuddannelsen i Skat på Metropol. Derudover gives der konkret viden om selve uddannelsens indhold og gennemførelse.

Målgruppen er medlemmer af Dansk Told & Skatteforbund, der skal starte på diplomuddannelsens moduler i forårssemestret 2013 eller er startet på diplomuddannelsens moduler tidligere og vurdere at have et behov for forberedelsesmodulet.

Det studieforberedende forløb skal medvirke til at skabe en god og reflekteret overgang fra at være kursist til at være studerende på en kompetencegivende uddannelse. De studerende får et indblik i de krav og forventninger, der er til gennemførelsen af Diplomuddannelsen i Skat. De studerende skal klædes på til at opnå maksimalt udbytte af uddannelsen og skabe bedst mulig sammenhæng mellem studie og arbejde. Se den nærmere beskrivelse af forløbets indhold nedenfor.

Hvor og hvornår
Forløbet gennemføres på Professionshøjskolen Metropol i januar 2013 i København og Aarhus og er blevet til i et samarbejde mellem Skatteministeriet, Metropol og Dansk Told & Skatteforbund. Der er i alt 40 pladser - 20 på hvert af de to hold. Undervisningen i København finder sted den 22. og 29. januar 2013 og i Aarhus den 24. og 31. januar 2013.

Det nu udbudte forberedelsesforløb finansieres af midler fra aftale- og overenskomstforhandlingerne 2011 (CLOPU). Det er derfor forbeholdt Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer. Det betyder, at Skatteministeriet ikke har udgifter til selve uddannelsesforløbet eller uddannelsesmaterialer. Den enkelte enhed i Skatteministeriet skal derimod betale for transportudgifter mv.

Tilmelding
Hvis du har behov for et studieforberedende forløb i forhold til nuværende eller kommende deltagelse på Diplomuddannelsen i Skat, kan du, efter aftale med din nærmeste leder, tilkendegive din interesse til jannie.andersen@skat.dk snarest muligt og senest 13. december 2012. I din mail skal du skrive navn, medarbejdernummer, organisatorisk tilhørsforhold, hvilke modul(-er) du henholdsvis skal starte på, er i gang med eller har gennemført. Skriv også kort om dit behov for forberedelsesmodulet.

Når SKAT har overblik over behovet/tilkendegivelserne, og der eventuelt viser sig en "overtegning", vil de ansøgere, der udvælges, modtage besked om at de er optaget på forløbet. Øvrige ansøgere vil modtage et afslag. Udvælgelsen vil tage udgangspunkt i en faglig prioritering.

Vær opmærksom på, at du skal have haft en drøftelse med din nærmeste leder om forberedelsesforløbet inden du tilkendegiver interesse. I den forbindelse henledes opmærksomheden på samtaleguiden, der ligger under ”Læring med effekt” på miniportalen Uddannelse.

Indhold
Studieforberedelsen er et to dages forløb med følgende indhold:

Dag 1
• Tilrettelæggelse af studier. Der bliver gennemgået teknikker og metoder der skal forbedre den studerendes studieteknik
• De psykologiske aspekter ved læring med særlig fokus på motivation og koncentration. De studerende vil typisk være i en situation hvor det er længe siden de har læst eller studeret, og tanken om at skulle tilbage på skolebænken kan være skræmmende. Gennem dialog bliver den studerende gjort mentalt klar til at påbegynde studiet.
• Læseteknik. Med nogle få redskaber kan den studerende forbedre udbyttet af sin læsning markant og dermed effektivisere tiden.
• Udbytteoptimering. Hvordan optimerer de studerende deres hukommelse, således at de også husker det lærte. Og hvordan kombinerer den studerende det hele, så der opnås bedst mulige udbytte og sammenhæng mellem teori, praksis og det daglige arbejde.
• Skrive- og notatteknik. Mange studerende er nærmest besatte af at tage notater under undervisningen, uden at tænke nærmere over kvaliteten af notaterne. Her introduceres nogle konkrete notatværktøjer og der gives nogle gode råd til hvordan den studerende på bedst mulige måde kan tage notater.
• Eksamensangst. Mange studerende har en ubegrundet angst for eksamen. Der bliver gennemgået teknikker til at bekæmpe denne angst, og give den studerende tro på sig selv i eksamenssituationen.

Bogen Studieteknik vil indgå som materiale i undervisningen, og den bliver udleveret til de studerende.

Dag 2
• Kompetenceløft. Diplomuddannelsen i Skat er en reguleret uddannelse, der giver en dokumenteret kompetence.
• Uddannelsens struktur. Diplomuddannelsen i Skat har en opbygning med et obligatorisk og et valgfrit indhold. Opbygningen og betydningen heraf bliver gennemgået.
• Undervisning. De forskellige metoder bliver gennemgået.
• Eksamen. Alle fag på diplomuddannelsen i Skat afsluttes med en eksamen, der afvikles på en række forskellige måder. Der bliver gennemgået eksempler på de forskellige måder de studerende bliver eksamineret på.

Undervisningen på Dag 1 gennemføres i samarbejde med Line Sander fra Supplement A/S. Undervisningen på Dag 2 gennemføres af Kim Müller, Professionshøjskolen Metropol.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte faglig sekretær Anette Albrechtsen i sekretariatet, aa@dts.dk.

Hent NYT fra DTS nr. 35/2012 i pdf-format her.