PFA-Pension og ny skattereform
Det er Dansk Told & Skatteforbunds opfattelse, at der er et behov for endnu engang at præcisere den nye skattereforms indvirkning på forbundets PFA pensionsordninger, hvor der sker indbetalinger fra arbejdsgiver i henhold til de gældende aftaler og overenskomster.
Skattereformens betydning for PFA-pensionerne
Skattereformens væsentligste betydning for Dansk Told & Skatteforbunds medlemmers PFA-pensionsordninger er både for tjenestemænd og overenskomstansatte, at der ikke længere er fradrag for indbetalinger på kapitalpensionsordninger.
Den hidtidige kapitalpensionsordning afløses af en ny ordning kaldet ”alderspension”, hvor både fradragsreglerne, loft for indbetalinger og beskatningsreglerne ved udbetaling er ændret.
Endvidere har den nye skattereform afstedkommet, at fradragsloftet for indbetalinger til ratepensionsordninger, er ændret til 50.000 kr. fra og med 2012. Dette kan også have en betydning for Dansk Told & Skatteforbunds medlemmers PFA-ordninger, jf. nedenfor.
Hvad har PFA tænkt sig at gøre?
Dansk Told & Skatteforbund har været i dialog med PFA, og PFA har oplyst, at de automatisk vil ændre alle hidtidige indbetalinger på kapitalpensionsordninger til indbetaling på en ratepensionsordning, dog maksimalt op til den gældende grænse på kr. 50.000. Skulle der være indbetalinger, der overstiger denne grænse vil dette beløb automatisk blive indbetalt på en livsvarig pensionsordning (livrente).
PFA har endvidere oplyst, at det ikke er muligt at få ændret den nuværende arbejdsgiverbetalte kapitalpensionsordning til en alderspensionsordning.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at såfremt dette kunne lade sig gøre, ville det arbejdsgiverbetalte beløb være indkomstskattepligtigt for den enkelte, idet der som følge af ny skattereform, ej heller er fradragsret/bortseelsesret for disse indbetalinger.
PFA vil i starten af 2013 udsende et brev til alle de af Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer, der hidtil har haft en PFA kapitalpensionsordning som følge af deres ansættelsesforhold i Skatteministeriet.
Der vil ligeledes i den forbindelse være mulighed for at kontakte PFA, såfremt man ønsker en anden fordeling af de arbejdsgiverindbetalte pensionsbidrag end nævnt ovenfor (ratepension eller livrente). Dansk Told & Skatteforbund anbefaler, at man gør brug af dette tilbud.
Hvad sker der med den nuværende kapitalpensionsordning?
Idet der ikke længere sker indbetalinger på den nuværende kapitalpensionsordning, vil det allerede indbetalte beløb blive stående som en indbetalingsfri ordning. Det er Dansk Told & Skatteforbunds opfattelse, at PFA i ovennævnte brev vil redegøre for mulighederne i den forbindelse (afgiftsberigtigelse til nedsat afgift på 37,3 % i stedet for afgift ved udbetaling på 40 %).
Hvad har SKAT gjort?
Som følge af, at der ikke længere er fradragsret for indbetaling på kapitalpensionsordninger, har SKAT i forbindelse med forskudsregistreringen for 2013 valgt at betragte indbetalinger på kapitalpensionsordninger som indbetalinger til en ”alderspension”. Det har den konsekvens, at der ikke er fradragsret for beløbet, som derfor er forskudsregistreret som en indkomst under felt 19.
Medlemmer med en kapitalpension som en del af deres arbejdsgiverbetalte PFA pensionsordning skal derfor eventuelt gå ind og ændre rubrik 19 i forskudsregistreringen via TastSelv.
Hvad skal du som DTS medlem være opmærksom på?
Som nævnt ovenfor, skal du som det første gå ind og kontrollere din forskudsregistrering for 2013 og se, om SKAT har indberettet det hidtidige arbejdsgiverindbetalte bidrag til PFA kapitalpension i rubrik 19 som B-indkomst. Er dette tilfældet, kan du rette det via TastSelv, idet der ikke længere indbetales til denne ordning, men i stedet til en ratepension og eventuelt livrente samt gruppeliv.
Dernæst skal du være opmærksom på, at såfremt du samtidig har en privattegnet ratepensionsordning, skal du sammenholde dette bidrag med arbejdsgiverbidraget for at sikre, at de samlede indbetalinger i 2013 ikke overstiger topgrænsen for indbetaling på ratepension på kr. 50.000. Det skal i den forbindelse bemærkes, at arbejdsgiverbetalte pensionsordninger træder før eventuelle private ordninger.
Dansk Told & Skatteforbund ligger ikke inde med disse oplysninger, hvorfor du må kontakte henholdsvis PFA og det pensionsinstitut eller bank, hvor du har din private ordning for at sikre, at grænsen for de samlede indbetalinger ikke overstiges.
Hent NYT fra DTS nr. 38/2012 i pdf-format her.