SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 39/2012

19. december 2012

Fleksordningen
Forbundets hovedbestyrelse havde på det seneste møde en drøftelse af SKATs fleksordning, og det blev besluttet at lave en uddybende information til medlemmerne om, hvad der senest er sket på området.

Lad os starte med at slå fast, at der indholdsmæssigt ikke er ændret noget ved fleksordningen!

Og med det menes, at fleksordningen består i forhold til at kunne forskyde sine komme- og gåtider, så den enkelte har mulighed for at indrette sin arbejdsdag i respekt af ens familieliv mv.

Og forskydningen af ens komme- og gåtider sker – som hidtil – i god dialog med den nærmeste leder.

Så er der sket det, at ledelsen har ønsket en ændring af det maksimale antal timer, som man kan have på flekssaldoen. Plustiden er ændret fra at kunne have op til 200 timer til maksimalt 74 timer, og minustiden er ændret fra maksimalt 16 timer til maksimalt 37 timer.

Hvorfor nu denne ændring? Jo, ledelsen har med ændringen ønsket to ting.

For det første har man ønsket, at det samlede antal timer ikke blev så højt, at man ville blive tvunget til at overveje at medtage det i Skatteministeriets regnskab – og dermed kunne man blive pålagt muligheden for at skulle spare et tilsvarende antal årsværk af Finansministeriet. Antallet af flekstimer har været oppe på 340.000 timer - hvilket svarer til over 150 årsværk.

For det andet har man ønsket, at man gennem en højere minussaldo kunne tilskynde til, at flere medarbejdere omlagde deres arbejdsrytme således, at man kunne have dage/timer fri, når man kunne forudse, at der ville komme flere plustimer. Den ændrede tilgang til arbejdsrytmen kunne således være med til at forhindre, at flekssaldoen bare vokser og vokser.

Forbundet har ikke haft problemer med at indgå en allonge til fleksaftalen om de nævnte ændrede plus- og minustimer, idet over 95% af forbundets medlemmer allerede holder sig inden for de nye grænser, ligesom forbundet også godt kan se fornuften i, at antallet af timer på flekssaldoen holdes nede.

Samtidig med gennemførelsen af ovennævnte er det fortsat muligt at have en flekssaldo, som for eksempel tilgodeser muligheden for at have et større antal timer til et bestemt formål – når bare man har haft den sædvanlige snak med sin nærmeste leder.

For at nedbringe den store flekssaldo indgik man allerede i 2011 en aftale om, at der skulle ske afvikling af større saldi – benævnt Fleks A-saldoen. Denne aftale kører frem til udgangen af 30. juni 2013.

I forbindelse med forhandlingerne skete der imidlertid det, at man fra ledelsens side udsendte mål for, hvor stor saldoen på fleksen måtte være med udgangen af 2013 og 2014, og her startede problemerne.

Der blev nemlig udsendt meget forskellige "ordrer" fra lederne til medarbejderne, idet nogle afdelinger fik kollektiv melding om et bestemt antal timer, mens andre medarbejdere har haft en fornuftig snak med sin nærmeste leder omkring saldoen på fleksen – det sidste helt efter bogen.

Der er fra Karsten Juncher udsendt en artikel i Indblik, og forbundet bakker denne artikel op, som også specifikt nævner, at nedbringelse af flekssaldoen skal ske efter en individuel snak mellem medarbejder og leder.

Sluttelig er der kun at sige: Fleksen kører, som den altid har gjort, men med fokus på antallet af timer – hvilket også gælder afspadseringstimer.

Husk, at fleksordningen er din mulighed for at regulere komme- og gåtimer. Fleksordningen er ikke en ordning, som kan udløse over- eller merarbejde. Over- og merarbejde skal drøftes mellem din leder og dig og drejer sig om prioritering af arbejdsopgaverne, således at du arbejder de 37 timer, som du får betaling for – hverken mere eller mindre.

Hvis der er noget, som går skævt, så er du velkommen til at kontakte Dansk Told & Skatteforbund.

Overenskomstforhandlingerne for 2013 er skudt i gang
Den 17. december 2012 udvekslede overenskomstparterne – med Finansministeriet på den ene side og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) på den anden – krav til de kommende aftale- og overenskomstforhandlinger for 2013.

Det kan allerede nu konstateres, at fronterne er trukket op til nogle hårde forhandlinger, specielt når der henses til de krav, som arbejdsgiver via Finansministeriet allerede har meldt ud på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside, hvor de væsentligste uenighedspunkter forventes at blive:

Krav om løntilbageholdenhed i forhold til krav om generelle lønstigninger, der bedst muligt sikrer reallønnen.

Afskaffelse eller videreførelse af reguleringsordningen.

Skærpelse af pensionsreglerne for tjenestemænd.

Skærpelse af arbejdstidsreglerne, herunder ændringer af normperiode og mulighed for tillæg for arbejde på ubekvemme tidspunkter.

Alle sammen punkter, der vil kunne få indflydelse på medarbejderne i Skatteministeriets løn- og ansættelsesforhold.

Hent NYT fra DTS nr. 39/2012 i pdf-format her.