Grundlovsdag, juleaftens- og nytårsaftensdag samt 1. maj
Der har desværre indsneget sig et par fejl i NYT fra DTS af 18. juni 2013 omkring de nævnte dage, hvilket kan læses ud af den interne meddelelse, SKAT har udsendt senere på dagen den 18. juni.
Der er alene tale om, at juleaftensdag og nytårsaftensdag er varslet som lukkedage i 2013, mens der for grundlovsdag er tale om, at der ikke foreligger et sådant varsel, hvorfor grundlovsdag er en almindelig arbejdsdag – indtil videre.
Endvidere er der i den nævnte interne meddelelse tale om, at man godt kan få fri på 1. maj (stadig med klausul om, at tjenesten skal kunne tillade det) – dog skal man selv betale for den nævnte fridag.
Det skal understreges, at Dansk Told & Skatteforbund ikke har været inddraget i forhandlinger omkring ændringerne i forbindelse med de nævnte dage. Det er SKATs direktion, der alene har truffet beslutningen og anvendt deres ledelsesret på området.
Forbundet har undersøgt dagenes karakter og den hidtil gældende aftale. For det første er dagene i henhold til arbejdstidsaftalen arbejdsdage – der er ikke tale om helligdage.
Aftalen, som har været gældende, har altså været specifik for SKAT, hvor der har været tale om institutionelle lukkedage, som de ansatte ikke skulle betale for. Det har SKATs ledelse nu – desværre – lavet om på ved skriftligt at opsige den lokale aftale i SKAT, så formalia er overholdt.
Vedrørende 1. maj har forbundet kontaktet vores Centralorganisation (CO10) omkring den fortolkning, som SKAT har lagt for dagen – eller som SKAT er blevet instrueret om at anlægge fra Moderniseringsstyrelsen.
I det såkaldte ”Krag-cirkulære”, som Statsministeriet udsendte i 1963, og som regulerer adgangen til fritagelse for arbejde 1. maj i den udstrækning, tjenesten tillader det, er der ikke taget stilling til, om det er fridag, man selv skal betale for. Men Finansministeriet er af den opfattelse, at fritagelse for arbejde 1. maj sker uden løn – med mindre der på institutionen er praksis for det modsatte.
Den praksis har der været i SKAT, men den er nu blevet opsagt af direktionen.
Med hensyn til grundlovsdag, så har der tidligere været en lovgivning på området, som definerede, at det var en hel eller en halv helligdag. Denne lovgivning eksisterer ikke mere – og spørgsmålet om arbejde på grundlovsdag er derfor ikke længere reguleret i lovgivningen.
På forbundets/CO10´s område er der heller ikke en overenskomst, som regulerer spørgsmålet om frihed på grundlovsdag.
I SKAT har frihed grundlovsdag derfor været begrundet i en lokal aftale, som direktionen nu har opsagt.
Der er i øvrigt flere, som har spurgt om, hvorvidt disse forringelser er et særligt fænomen for SKAT, eller om det også gælder andre steder.
Forbundet har undersøgt sagen, og CO10 oplyser, at der har været forskellig praksis rundt omkring i staten i relation til behandlingen af grundlovsdag, juleaftens- og nytårsaftensdag samt 1. maj. Flere steder i staten er rammerne allerede, som de fremover vil være i SKAT.
Det kan i øvrigt oplyses, at forbundets tillidsrepræsentanter er indkaldt til møder – øst for Storebælt den 26. juni og vest for Storebælt den 27. juni – for at drøfte den aktuelle situation.
Hent NYT fra DTS nr. 22/2013 i pdf-format her.