Reorganisering af Skatteministeriets Interne Revision (SIR)
Departementschef Jens Brøchner har på baggrund af en analyse gennemført af Deloitte – med input fra Rigsrevisionen – besluttet, at SIR skal reorganiseres.
Det har store konsekvenser for medarbejderne i SIR, idet man alene ønsker, at der bliver en intern revision i Silkeborg. Reorganisationen gennemføres pr. 1. august 2013 med enkelte modifikationer.
Det betyder, at ledelsen frem til 4. august vil tilbyde frivillige fratrædelser til medarbejderne i SIR. Man vil herefter tage stilling til, hvem der skal tilbydes en frivillig fratrædelsen, og hvem der skal forflyttes til Silkeborg, hvis man ikke allerede er tjenestegørende i Silkeborg, og hvem der skal afskediges.
Forbundet forstår ikke denne reorganisation.
Det kan ikke passe, at man i en oplyst tid ikke har mulighed for at drøfte så store tiltag gennem det almindelige samarbejdssystem, men at det gennemføres alene via en fortrolig orientering af personaleorganisationerne kort tid før gennemførelsen.
Det er helt utrolig, at en rapport fra Deloitte kan udløse sådanne ændringer – og i forbundet er vi ganske enkelt ikke enig i, at rapporten så entydigt kan være totalt afgørende for, at så drastiske ændringer skal gennemføres.
Efter Dansk Told & Skatteforbunds opfattelse er der tale om en analyse, som bygger på en forud fastsat konklusion..., og efter forbundets opfattelse, så behandler man altså ikke medarbejderne værdigt. Man respekterer ikke, at der tale om medarbejdere, som faktisk kunne varetage andre opgaver i Skatteministeriet på en række områder i SKAT.
Forbundet vil på baggrund af situationen for medlemmerne i SIR tage spørgsmålet om ansættelsesområdet op til en forhandling, idet ansættelsesområdet er angivet som "Skatteministeriet", hvorfor vi står uforstående over for, at medlemmerne ikke kan tilbydes en anden passende stilling i SKAT.
Forbundet er glad for, at SKATs ledelse har åbnet for muligheden for at lave en vurdering af, hvorvidt der kan være arbejde til SIR´s medarbejdere – afledt af de 45 internt besatte stillinger blandt de 122 opslåede stillinger. Endvidere er det oplyst, at medarbejderne i SIR undtagelsesvis flyttes til SKAT til besættelse af ledige stillinger.
Forbundet vil indtrængende opfordre til, at SIR´s medarbejdere får en anstændig behandling og vurdering af en forhåbentlig fremtid i SKAT.
Forbundet vil opfordre medlemmerne i SIR til at benytte sig af forbundets tilbud om rådgivning i alle spørgsmål.
Hent NYT fra DTS nr. 23/2013 i pdf-format her.