SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 51/2013

12. december 2013

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 9. og 10. december 2013. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Afskedigelsesrunden
Sekretariatet fortsætter med støtte og rådgivning til de medlemmer, der er blevet varslet afskediget fra SKAT.

De faglige sekretærer Merete Keller Berdiin og Jan Nørner har gennemført møder rundt omkring i landet med alle de varslede medlemmer, som var interesseret i at møde op. Der er på den baggrund nu udarbejdet partshøringssvar for alle de berørte medlemmer.

Forbundet har anmodet SKAT om et møde, hvor nogle konkrete varslinger skal drøftes. Dette møde afholdes den 19. december 2013.

Forbundet har i en række sager på medlemmernes vegne søgt aktindsigt i grundlaget for de varslede afskedigelser. SKAT har afvist anmodningen om aktindsigt, og der er derfor nu klageadgang til Skatteministeriet.

Finansloven for 2014
Regeringen har nu indgået forlig med Venstre og Det Konservative Folkeparti om finansloven for 2014. Forliget betød ikke ændring af ressourcerne på Skatteministeriets område i forhold til regeringens forslag.

Dansk Told & Skatteforbund må derfor konstatere, at der trods en bred indsats – og en del synlighed i medierne – ikke har været muligt at påvirke politikerne omkring ressourcerne til SKAT i 2014.

Forbundet vil nu lægge en ny strategi for påvirkningsarbejdet i forbindelse med finansloven for 2015.

Hovedbestyrelsen drøftede i den forbindelse også forbundets deltagelse på Folkemødet på Bornholm i juni 2014.

På Folkemødet i 2013 var forbundet meget synlig gennem kampagnen sparskatten.dk og ”Find Holger-temaet”.

Hovedbestyrelsen besluttede, at forbundet også under en eller anden form deltager på Folkemødet i 2014, men mere med fokus på dialog med de deltagende politikere for på den måde at forsøge at påvirke grundlaget for ressourcerne til SKAT.

Arbejdstid
De nye aftaler om fleks og ATN på arbejdstidsområdet er nu underskrevet.

Den mere ”tekniske” del af de nye aftaler er beskrevet nærmere i Dansk Told & Skat nr. 8/2013, som udkommer i slutningen af denne uge.

Der udestår fortsat en mere fyldestgørende information til medlemmerne omkring forbundets overvejelser forud for indgåelse af de nye aftaler. Denne information vil komme i et NYT fra DTS inden jul.

Vedrørende medarbejdere i kontinuerlig tjeneste arbejdes der videre på at lave en aftale, der giver mulighed for en fleksibel løsning.

Tillæg 2013
Forhandlingerne om tillæg i 2013 har været sat lidt på stand by på forbundets område – først og fremmest fordi der var utilfredshed med direktionens udspil omkring faste tillæg til forbundets medlemmer.

Hovedbestyrelsen valgte dog, at forhandlingerne skal genoptages med henblik på at få indgået en aftale inden årsskiftet, da tillægsmidlerne på forbundets område ellers vil være tabt på grund af de statslige budgetregler.

Forhandlingerne genoptages derfor med SKATs HR-direktør på fredag.

Forbundet forudsætter, at tillægsforhandlingerne i 2014 kan få et andet – og tidligere – forløb end i 2013.

Seniorforeningens optagelse i forbundet
Optagelse af Seniorforeningen Told●Skat som en kreds i Dansk Told & Skatteforbund forløber som planlagt.

Forbundets sekretariat har sendt ca. 2.800 breve ud til forbundets pensionerede medlemmer, som fremover får tilbudt medlemskab af Seniorforeningen. Det vurderes, at ca. 1.700 af disse allerede er medlemmer af Seniorforeningen i dag.

Af de resterende ca. 1.000 pensionerede medlemmer er der omkring 200, som har svaret, at de ikke ønsker medlemskab af Seniorforeningen og derfor melder sig ud af forbundet.

Ny skatteminister
Senere i dag er der skiftedag i Skatteministeriet, hvor Jonas Dahl afløser Holger K. Nielsen som minister.

Dansk Told & Skatteforbund vil gerne byde Jonas Dahl velkommen som ny skatteminister.

Vi ser frem til samarbejdet og en god og konstruktiv dialog med Jonas Dahl om forholdene i SKAT.

Hent NYT fra DTS nr. 51/2013 i pdf-format her.