Oprykninger/udnævnelser
Der var den 21. februar 2014 en drøftelse med direktør Winnie Jensen, hvor emnet var oprykninger/udnævnelser.
Winnie Jensen oplyste, at beslutningen omkring oprykninger/udnævnelser var truffet i direktionen i onsdags, og at udgangspunktet var såvel de, som havde fået tillæg ved tillægsforhandlingerne i 2013, som de, der havde lønnen i forvejen.
Winnie Jensen oplyste, at man fra Moderniseringsstyrelsen har fået at vide, at SKAT stadig ligger højt for så vidt angår antallet af stillinger som fag-, special- og chefkonsulent.
På det grundlag havde der været enighed om i direktionen, at man skulle være tilbageholdende.
Winnie Jensen oplyste, at man gerne ville drøfte spørgsmålet yderligere omkring de, som har lønnen i forvejen, når der generelt skal drøftes lønpolitik.
Winnie Jensen oplyste videre, at der i alt i SKAT er oprykket/udnævnt 103 medarbejdere, og at der på forbundets område er foretaget oprykning/udnævnelser af i alt 54.
Det er fra Winnie Jensens side understreget, at oprykningerne/udnævnelserne er gennemført under iagttagelse af ledelsesretten.
Forbundet respekterer selvfølgelig ledelsesretten, men har den opfattelse, at der burde have været oprykket/udnævnt langt flere medlemmer, idet forbundet klart har den holdning, at der er flere, der har profilen til at blive oprykket/udnævnt.
Forbundet har – udover at have udtrykt holdningen til, at der burde have været oprykket/udnævnt flere – også sagt, at man ikke forstår, at forbundet skal lide under, at der er for mange, som er indplaceret som fag-, special- og fagkonsulent, når der henses til, at det var ledelsen, som i 2005 foretog de mange indplaceringer alene ud fra en lønmæssig vurdering.
Forbundet er derfor af den opfattelse, at der er helt specielle årsager til, at SKAT har "mange" stillinger inden for fag-, special- og chefkonsulentniveauet – og derfor burde der have været plads til flere oprykninger/udnævnelser.
Winnie Jensen har meddelt, at også de medlemmer, som forbundet har haft sendt over forud for direktionens beslutning, har været til genstand for en ledelsesvurdering af, om de opfylder profilen for fag-, special- og chefkonsulent. Men der er - bortset fra de nævnte 54 medlemmer - ingen, der opfylder profilen pt.
Man kan generelt få en snak med sin personaleleder om, hvorfor man ikke er vurderet at have profilen.
Hent NYT fra DTS nr. 8/2014 i pdf-format her.