SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 29/2014

9. september 2014

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbund hovedbestyrelse afholdt ordinært møde mandag den 8. september 2014. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Finanslov 2015
Hovedbestyrelsen drøftede regeringens forslag til finanslov på Skatteministeriets område – herunder især forslaget om midlertidig tilførsel af ressourcer til Skatteankestyrelsen og SKAT for at få ekspederet klagesagerne på ejendomsvurderingsområdet.

Selvom der sker en begrænset og midlertidig tilførsel af ressourcer til SKAT – og dette naturligvis som udgangspunkt er positivt – ser forbundet fortsat meget kritisk på, at der nu skal gennemføres nyrekruttering så kort tid efter, at der er gennemført en afskedigelsesrunde i SKAT af et næsten tilsvarende antal medarbejdere.

Forbundsformand Jørn Rises kommentar i en SKAT-artikel på Indblik den 22. august 2014 er af nogen blevet opfattet som om, at forbundet trak sin kritik af denne fremgangsmåde tilbage. Dette er bestemt ikke tilfældet – hvilket også vil fremgå af lederen i Dansk Told & Skat nr. 5/2014, som kommer ud til medlemmerne i løbet af ugen.

Citatet på Indblik om nuancering af kritikken var rettet mod processen omkring offentliggørelsen af forslaget og informationen af personaleorganisationerne – ikke mod forslagets indhold og den politiske beslutning.

Hovedbestyrelsen vedtog følgende udtalelse om den utilstedelige personalepolitik:

"Dansk Told & Skatteforbund har den 8. september 2014 afholdt hovedbestyrelsesmøde, hvor man bl.a. har drøftet regeringens forslag til Finanslov for 2015.

Forbundets hovedbestyrelse kan konstatere, at der er afsat midler til at behandle klager på ejendomsvurderingsområdet.

Hovedbestyrelsen er enig i, at det er påkrævet, at der sker en afvikling af klagerne, men hovedbestyrelsen finder, at det er et særdeles dårligt personalepolitisk signal, at der sker ansættelse af medarbejdere så kort tid efter at SKAT har afskediget 330 medarbejdere.

Forbundets hovedbestyrelse gjorde allerede i forbindelse med afskedsrunden udtrykkelig opmærksom på problemet med de mange klager på ejendomsvurderingsområdet samt problemerne med inddrivelse m.v., hvorfor der var behov for yderligere medarbejdere på disse områder.

Som følge af den naturlige afgang samt omskoling til andre arbejdsopgaver kunne disse afskedigelser efter forbundets opfattelse i stort omfang have været undgået.

Forbundets hovedbestyrelse finder, at det gennem de årlige finanslove skal sikres, at SKAT har de fornødne ressourcer og medvirker gerne til at gennemføre effektiviseringer, men det er vigtigt, at medarbejdere føler sig trygge, for ellers opnås de ønskede resultater ikke."

Der har været stor fokus fra medierne om forholdene i SKAT efter det seneste ministerskifte. Bl.a. fokuserede Politiken på problemerne med manglende kontrol af mindre og mellemstore virksomheder i en stort opsat artikel søndag den 7. september. Læs artiklen her.

Kongressen
Til behandling på forbundets kongres den 21. og 22. oktober 2014 var der ved fristen for indkomne forslag den 1. september kun indkommet hovedbestyrelsens forslag til strategi for Dansk Told & Skatteforbund.

Materialet til kongressen vil nu løbende blive gjort tilgængelig på forbundets hjemmeside – nederst på forsiden under ”Aktuel information”.

Tillæg 2014
Forberedelsen til tillægsforhandlingerne i efteråret er nu i fuld gang. Alle medlemmer modtager information om de kommende forhandlinger via deres lokale tillidsrepræsentant. Bl.a. et skema, de kan bruge til at indstille sig selv eller kolleger til tillæg.

Lokalisering
I forbindelse med det kommende arbejde med SKATs fremtidige lokalisering vil der blive udarbejdet en ”SKAT-standard” for en arbejdsplads.

Hovedbestyrelsen besluttede derfor at nedsætte et internt udvalg i forbundet, som skal komme med forbundets holdninger til, hvordan SKAT-arbejdspladsen skal indrettes fremover – bl.a. ud fra de regler og anbefalinger, der er på arbejdsmiljøområdet.

SKAT har lovet, at der i forbindelse med tømning af de adresser, der skal nedlægges, vil være et varsel af medarbejderne på minimum et halvt år.

Arbejdstid
De nye aftaler og administrative rammer på arbejdstidsområdet skal nu evalueres mellem SKAT og personaleorganisationerne.

Forbundet har fra SKAT modtaget noget generelt statistikmateriale som grundlag for evalueringen, men da der er forskellige aftaler og regler på arbejdstidsområdet afhængigt af, hvilken organisation/overenskomst, der er tale om, har forbundet anmodet om et mere specifikt grundlag, der tager udgangspunkt i regler og aftaler på forbundets område.

Hovedbestyrelsen havde en generel drøfte af arbejdstidsområdet forud for evalueringen. Der blev bl.a. peget på, at den tvungne lukkedage mellem jul og nytår samt fredagen efter kristi himmelfartsdag ikke længere bør være tvungne lukkedage i SKAT, så medarbejderne har mulighed for at gå på arbejde disse dage, hvis de ønsker det. Det hindrer ikke, at SKAT f.eks. fortsat har lukket for telefonisk og personlig betjening de pågældende dage.

Forbundet vil fortsat gerne indgå en arbejdstidsaftale for medlemmerne, der er i kontinuerlig tjeneste. Men det kræver, at SKAT kommer med et forhandlingsudspil, der også giver indrømmelser til de synspunkter, som forbundet tidligere har gjort gældende ved forhandlingerne på området.

Hent NYT fra DTS nr. 29/2014 i pdf-format her.